Om kontakt, børns rygsøjler og alt det ordløse i os.

Jeg har forsømt denne blog godt og grundigt, siden jeg begyndte at hjemmeundervise/hjemmepasse mine 3 børn i januar i år. Men nu er der endelig gang i den igen.

På vej hjem i dag i bilen, reflekterede jeg over dagen og jeg kunne mærke, at jeg ville dele dette.

Here goes!

Jeg møder mange børn. Jeg ser mange børn og jeg lægger mærke til børn, ting de gør, ting de siger, følelser de udtrykker og signaler de sender.

Min mand lægger altid mærke til hvilken bil, folk kører i, og hvordan noget lige kan bygges smart, min mor har sans og øje for smuk indretning, mine veninde ved noget om nåde, sjæl, moder jord, trøst og indianere.

Jeg ser og mærker børnene.

I dag havde jeg en berigende dag i samvær med skønne børn og voksne. Sådan på institutions – måden. Der var sådanne voksne, der tog sig tid og som var optaget af nærvær, øjenkontakt og store brede lattermilde smil og varme favne.

Jeg iagttog en lille dreng det meste af dagen. I starten var han lidt i periferien af mig, da jeg havde ansvar for nogle andre. Han var lidt stille egentlig, men stilheden var et udtryk for ikke at være helt tryg, skulle det vise sig.

Da denne lille fyr skulle have sin meget tiltrængte lur, blev han rigtig ked og havde svært ved at slippe og overgive sig. Jeg hjalp ham og han fik en god lur. En konkret pædagogisk indsats. Som han oplever hverdag.

Da han vågnede, var han ked af det, utryg og klynkede helt inderligt. Det kaldte selvfølgelig på mig og jeg satte mig på madrassen med ham på skødet. Det sad han helt stiv som et bræt og var ked, utryg og nærmest ængstelig.

Jeg lagde en hånd i ryggen på ham helt blidt, men jeg kunne mærke, hvordan hans væv trak sig væk, hurtigt og i sikkerhed væk fra min hånd. Jeg sansede, at den overranke ryg slet ikke ønskede kontakt, og slet ikke havde noget hvile i sig selv. Jeg fornemmede hvordan han var ude af sig selv og hans nervesystem var alt alt for vågent. Alle hans antenner var rettet mod omverden. En dør der gik op, og han græd. En høj glad stemme fra legepladsen, der trængte i gennem det åbne vindue, og han brød igen i gråd. En andet barn der ville lege og fik givet ham en lille bitte bump på armen og han græd hjerteskærende og inderligt. Da jeg på et tidspunkt måtte tage en anden lille fyr på armen og lige trøste ham et kort øjeblik, brød hans verden helt sammen.

Og lige der mærkede jeg. Lige der sansede jeg helt i dybet på mig, hvad der var på spil i denne lille dreng. Han havde ingen hvile i sin egen rygsøjle, der var ikke steder at finde hjem, der var ingen steder indeni at tanke op, regulere og sanse sig selv. Den rygsøjle, der skulle bære og holde hans energi var i konstant stress. Der var kun udadrettet energi, der skulle holde øje, tjekke af, kigge efter – for at gøre sig selv tryg. En hårdt arbejde for en lille dreng, der ikke engang er fyldt 2 år.

Hvis I vidste hvor mange børn, jeg har mødt, der har det præcist sådan, Jeg tænker altid (og nogle steder italesætter højt) gid det lille barn måtte gå i dagpleje eller være hos sin forældre lidt endnu. Jeg mærkede, hvor gavnligt det havde været for ham at “bo” i en vikle på mor eller far i blød kontakt, i mange måneder førend han skulle stolpe rundt på sine små ben i nogen vuggestue igen.

Men sådan er den lille drengs virkelighed ikke. Sådan er hans vilkår ikke. Sådan er dagens Danmark ikke for rigtige mange af de små poder, der har det sådan her.

Nå men mens vi sad der, kunne jeg mærke, jeg blev helt tung og min krop fortalte mig at jeg skulle blive lige der i kontakten. Jeg lagde en hånd ud fra ryggen på ham og jeg bad hans væv om at komme og møde mig, møde min varme nærværende hånd. Han sad og kiggede ud i luften – helt stiv i kroppen. Jeg blev blød og varm og tillod noget at åbne sig i mig, og på et tidspunkt, lavede jeg et lille fast greb om den lille hæl, der på langt de fleste børn, så gerne vil have kontakt. Jeg holdt tydeligt og viste min nærvær. Jeg gav nogle varme klem på albueled, knæled og trak ham blidt men fast ind til mig, mens jeg sang Oles nye autobil igen og igen. Jeg legede med en lille bil foran ham, men jeg sang. Mange gange. Jeg lagde en hånd på ryggen igen, og jeg mærkede, hvordan noget slap lidt, og lænede sig lidt ind i min hånd. Pludselig tager han hånden frem og tager fat i den lille bil og bevæger den helt stille. Så drejer han hovedet op og kigger kort på mig, mine øjne. Så kigger han væk igen. Jeg taler lidt med de andre børn, som også har brug for kontakt og jeg taler lidt med den anden voksne. Der er ro, nærvær og varme på hele stuen. Og så tager han ellers mod til sig den lille fyr og så drejer han hovedet helt op og kigger mig i øjnene. – længe. Han scanner hele vejen og tjekker af – hvem er du? Jeg kigger blidt og blødt tilbage og jeg trækker ikke blikket, førend han gør det. Jeg mærker hans rygsøjle, nu hviler i sig selv. Ryggen bøjer nu blødt og er afslappet. Hans væv er kommet frem for at møde mit. Rygsøjlen hviler i kontakten.

Vi kender ikke hinanden og vi har ingen relation – denne dreng og jeg, men hans krop, hans rygsøjle kunne bruge kontakten til noget. Den kunne regulere det høje høje stress niveau og finde hvile i kontakt. Han begynder for første gang den dag at tale, peger rundt og siger “aa de” aa de”, til mange ting. “Det er en bil, det er et vindue, det er min hånd, svarer jeg ham. Han smiler endda et lille sødt smil, da han lidt senere får en tør ble og vi pjatter lidt.

Da han bliver afleveret til sin mor kort efter, ved jeg godt, jeg sikkert aldrig ser ham igen, og han ser ikke mig. Men jeg sender en lille bøn med ham, om at han snarest mærker en varm kontakt igen, der forstår at et lille barn med disse udforinger regulerer sig gennem kroppen, uden så mange ord, helt i dybet, der hvor smerten engang opstod.

Vi kan ikke løse disse børns problemer ved at rende til møder med andre kloge voksne fra kommunen, eller ved at lytte til udviklingskonsulenter, der kommer ind og kloger sig på rød stue. Nej vi løser, heler og forandrer disse børns dybe smerte og manglende reguleringsmuligheder ved at være der, blive i kontakt igen og igen. Etablere ro, tillade alt det dybe, ordløse, inderligt kærlige i at opstå.

Små børns rygsøjler vidner om alt det, de er skabt i, hvadenten det er ro, kærlighed, nærvær – om det er noget meget hurtigt, lidt utrygt, måske lidt angst. Vi kan læse det hele der i rygsøjlen, når vi bliver stille nok, inderlige nok, ydmyge nok – og vi kan læse om de hviler i deres rygsøjler eller ej. Og det er den vigtigste viden, vi kan få om et barn, vi gerne vil hjælpe, tror jeg.

Det findes for mig intet mere magisk end det, kontakt til krop og nærværende sjæle kan opløse, forandre, lindre og bevæge.

Kære lille dreng, god rejse i livet, jeg håber jeg fik givet dig en lille bid af noget, din krop ikke lige glemmer igen. Tak for budskabet.

 

 

 

 

 

Om 4 årige børn, søvn og monstre under sengen

Om 4 årige børn, søvn og monstre under sengen

Når børn rammer de 4 år sker der en masse kognitivt for dem. De fleste børn er landet godt i kroppen, de har fået et sprog, de siger JEG om sig selv, de kan argumentere (alt for) godt for sig selv og det, de gerne vil. De har fundet deres rolle i familien og deres selvstændighed er ofte stor. De kan oftere koble tanker, ord, meninger på deres insisteren. Det har mange 2-3 årige meget sværere ved og bliver mere “overtaget” af deres følelser. Men 4 årige børn har åbnet for mere kompleks tænkning – omend fantasien stadig spiller en stor rolle.

Og præcis den kobling af at kunne tænke mere komplekst om ting, forstå kognitivt med hovedet og stadig at være bundet dybt ind i fantastisen og dens vilde verden, er for mange 4 årige riiiimelig intenst. Og det giver altså lidt knald på mareridt, skygger der føles levende om natten, monstre under sengen og lignende ubehageligheder.

Så derfor kommer her en række tiltag, du kan bruge som forældre, når der er gang i mareridt hos den 4 årige – isch. Alt varierer efter modenhed og alt muligt andet, så 4 år er en meget variabel størrelse, måske dit barn har en anden alder og du alligevel genkender.

1) LEG OG KROP

En vigtig ting for at arbejde med mareridt er at få kroppen med. Vi skal ikke kun tale om det her. Kroppen kan gøre sit helt eget magi, når vi leger det ind. Når barnet om dagen fortæller om skyggerne, dyrene, monstrene, der skræmmer om natten, og som er så uhyggelige i det lille barn, så gå lidt med det – med leg og krop.

“Orv ja, lille skat, så lad os da lige få den grimme løve laaaangt væk”. Gør som om du tager om en bold og kast den mod luften “Kom skat, vi kaster den op i himlen”. Leg, smil og gør det vitalt og levende. “Jaaa super godt, så røg den helt op i himlen, den dumme løve, bliv væk fra mig”. Hvis barnet griner, får liv i øjnene, er “med” på den, så forsæt. Hvis barnet virker overvældet eller ikke forstår, så overvej om dosering er passende. Måske der skal skrues op eller ned for intensiteten. Hvis det hele passer barnet godt og giver mening, så tag en tur mere. “Nå skat, nu kan kan vi råbe af løven”. Tæl til tre med barnet og råb “gååååå væææææk” sammen med barnet. Er barnet i smil og stadig med, så tag måske en tur mere. ” Kom lad os holde os på maven, så alt råb kommer fra maven af, kom så skat”….”Gååååååå Væææææk”. TIlbyd øjenkontakt, leg, grin og vær sammen om det. I skaber nye forbindelser ind i noget ubegribeligt lige der. Nye spor dannes.

Når jeg laver sådanne øvelser med børn er jeg obs på at være lidt lavere doseret end barnet, så jeg ikke overvælder, men jeg er stadig vital og “vild” nok til at barnet også tør. Jeg foretrækker også at råbet kommer fra maven af, så det kropslige kommer i spil og det ikke bliver “skrigeri”, men kraftfuld RÅÅÅÅB.

2. DEN GODE PUTNING

Den gode, kærlige putning spiller også ind. De dage man har lang tid kan man tage lidt olie på hænderne og give varm, blød og kærligt fodnus. Hvis der ikke er så lang tid, når du putter dit barn du bruge et par minutter på hver fod på følgende måde. Når barnet ligger under dynen og slapper af, kan du tage et blødt og fast greb om anklen med den ene hånd og et blødt og fast greb om vristen med den anden hånd. Vær tydelig i at du er tilstede her. I en blød og nærværende energi. Ret din opmærksomhed mod barnet imens og lad din varme flyde mellem jer. Værn om kærligheden og mærk dit bløde hjerte slå for det lille barn, der ligger der. Helt ren og uforstyrret kontakt i en lille bitte stund, gør så meget mere end du tror.

3.MÆT NOK

En lille ekstra måltid inden sengetid gør også meget godt for den dybe nattesøvn. Lidt mandler, nogle gode, blide gnave grøntsager, en halv mad er gode ting til en aftensnack. Det stabiliserer blodsukkeret og giver dybere søvn. Det vigtige er, at det ikke er mad, der er brændt af for hurtigt, så sukkerholdige madvarer lige inden sengetid kan faktisk virke helt modsat.

4. SKÆRM

Sidst men ikke mindst. Skærmen. JA den kommer vi nok ikke uden om. Hele snakken om det blå lys, der kommer fra skærmen, der forstyrrer kroppens naturlige søvnhormon melatonin, er bare IKKE til at komme uden. Vi behøver ikke at være fanatiske, men at mindske skærmtid og blåt lys lige inden sengetid er ofte at foretrække, hvis du vil styrke dit barns dybe søvn. Den anden ting er, at mange mareridt kan opstå i barnets underbevidsthed, hvis de får ofte ser noget, der overvælder. Og hos nogle ( læs: mange) små børn kan mange helt harmløse tegnefilm til tider virke lidt overvældende. Så hvor træls det end er, så er mindre skærm inden sengetid et godt sted at sætte ind, hvis vi vil forbedre et lille barns nattesøvn.

Det interessante er, at vi kan arbejde med mareridt ved at sætte ind helt andre steder end ved de mareridt. Fodnus, kontakt, leg, krop, aftensnack. For jo mere vi TAAAALER om mareridt, des mere kan det komme til at køre op rundt i barnet. Så måske du har lyst at overveje at sætte ind nogle andre steder, end der hvor problemet er. Mine forslag er ovenstående, måske du har nogle helt andre, du tænker, vil virke super godt for dit barn. God søvn derude.

Kontakt og dets betydning

Forleden dag havde min mand og jeg en stor konflikt. Sådan en konflikt I ved, der rammer eksistensen i én og gør ondt. Sådan en konflikt, hvor man må være i hvert sit rum og bare lade smerten og ensomheden rulle igennem én, vejrtrækning efter vejrtrækning. Sådan en konflikt hvor man lader solen gå ned med ens afmagt og går i seng uden kontakt eller rækken ud, fordi ingen kan.

Sådan en konflikt kan ens børn ikke altid undgå at snappe op på. Så en af børnene kaldte på sin mor og var så ked, så ked ved sovetid.

Mig:”åh lille skat, du er så ked af det”

“jaaaa”

“jeg kommer op til dig” (har køjeseng), så kan vi sidde her lidt sammen”

“jaaa” græder mere og læner sig ind til mig, der sidder bag ved og holder om ham.

Varmen og ro spreder sig lidt og jeg mærker helt tæt, hvad der sker i den lille krop og spørger ind…

Mig:”er du bange og ked af alt det der foregår mellem far og mig”

“jaaaa”

Mig:”Er du bange for hvad der kommer til at ske med det hele”

“jaaaa”

Mig.”har du rigtig ondt i maven lige nu”

“jaaaaa”

Ingen ord kan rigtig gøre godt her, så jeg holder bare om ham og mærker sammen med ham, hvor urolig og bange han er. Vi sidder der længe i blød kontakt.

Mig:”jeg forlader dig aldrig skat og jeg vil altid være her og passe på dig”

mere ro, varme og stilhed

” kan du mærke hvad du har brug for nu”? spørger jeg

“du skal blive her”

” ja selvfølgelig”

Han falder godt til ro og jeg spørger om han vil med ud og have en lille aftenssnack i køkkenet.

Han får en skål cornflakes med mælk og jeg laver også en til mig selv og siger:

Mig:” jeg har hørt man ikke bare skal sidde her om aftenen og spise cornflakes alene”  mit smil og lidt ballade i min stemme, for det elsker den her dreng – at det ikke bliver FOR alvorligt for ham.

Han smiler stort og spiller med på legen .” ja jeg har hørt man skal spise sine cornflakes sammen med nogen”

Vi sidder der og ER sammen. Enkelt, kærligt og fyldt med kontakt. Lidt pjat og jokes, fordi igen, det elsker den her dreng. Ikke for meget alvor hele tiden.

Han kommer ind i seng og ligger smilende med de glade øjne og kigger på mig. Falder i søvn, helt elsket og tryg, formoder jeg.

Vi kan ikke tage vilkårene væk fra vores børn, men vi kan øve os i at være i kontakten, når livet buldrer og gør rigtig ondt. Være der i kontakten, så de ikke skal bære alt for meget ubærligt selv. Ligesom mange af os skulle, da vi var børn. Fordi det var sværere og mere uvant dengang. Ikke fordi kærligheden manglende, men mest fordi de voksne ikke så ofte vidste hvordan. Men det er måske nye tider nu og jeg mærker så inderligt kontaktens betydning i mit liv  og hvad det gør ved mig og mine unger, at vi indånder det her de fleste dage i fælles liv.

 

 

 

En mors manifest

Jeg har haft en vidunderlig dag i dag. En af de dage, der gemmer sig i sjælen og varmer selvfølelsen på andre slags dage. En dag brugt i min smukke venindes selskab. Jeg skulle hjælpe hende med noget og vi gjorde det til en anledning at tage en tur rundt i byen med vores unger. Først i parken, så på biblioteket til leg og madpakke og så børnenes lur, mens vi ordnende det, der skulle ordnes.

En god dag, en varm dag, en kvinde dag med samtaler om livsvilkår, sjælelig udvikling, de dybe relationer og vores elskede børn og manglen på frihed og tit forekommende fattigdomsfølelse. Som jo desværre hører sig til, når man har 3 børn og er en følsom sjæl, som ikke altid kan præstere det, som samfundet både belønner og værdsætter.

Så der gik vi og delte mange livs vilkår og en nærende relation. Det var sundt og godt. Og på vejen hjem i min bil kunne jeg bare mærke en kraft – sund, stærk og rebelsk. Hvorfor er der ofte ikke plads til det “hele” menneske i denne verden? Hvorfor er der ikke plads til diversiteten og alle mulige forskellige måder at leve på? Hvorfor er det ofte det kvindelige og feminine, der må lade “livet”, når værdier i samfundet skal kategoriseres.

Jeg ved, der en stor bevægelse fremad med større lighed og mere fælleskab. Både mellem kvinder og mellem mænd og kvinder. Hvor der er mere plads til det nærende, det følende, det bevægende, det dansende, det feminine, det langsomme og alt det procesorienteret som ingen tydelige HER OG NU resultater har.

Nå men på vejen hjem i bilen kunne jeg mærke dette:

Jeg forlænger at få min frihed tilbage.

Jeg forlanger at leve mit kvinde liv, mit mor liv – frit og uden konstant bedømmelse.

Jeg forlanger at være fri, når jeg går hjemme med mit barn for en stund – og ikke tjener penge til skattefar.

Jeg forlanger at være fri for fordømmelse, når jeg arbejder og ikke er sammen med mit barn hele tiden.

Jeg forlanger at være fri til at bage de boller jeg vil – spelt eller ej. Eller bare købe nogen.

Jeg forlanger at blive støttet og holdt af i kvindelige fællesskaber, der ser mig, ser det feminine og hvor processer får lov.

Jeg forlanger at være et helt menneske, der ikke kun er reduceret til at være produktionsenhed i en, til tider, kapitalistisk verden.

Jeg forlanger at have tid til lige at tænke mig om, når noget er svært og opleve respekt for det  “at komme sig igen” kropligt og indeni.

Jeg forlanger at mine børn får tid nok til at være, leve, lege. Uden at være puttet i kasser og systemer. Jeg forlanger at vi forældre kan have tid nok til at give dem de børneliv i frihed og leg, som altid har været tiltænkt børn.

Det var bare det.

Vi ses i virkeligheden

Kærligst Tina

 

Mening og betydning

Mening. Betydning.

Det er noget, jeg tænker overordentlig meget over i denne tid. Det sidste halve år har livet tvunget mig til at finde mine værdier endnu tydeligere frem. Og stå i dem. Og være tro mod dem. Det elsker jeg. Og til tider er jeg også ganske udmattet. Simpelthen. Fordi værdier godt kan være besværlige. De kan gøre, at det er umuligt at springe over, hvor gærdet  er lavest. Og andre gange kan ens værdier betyde, at det eneste mulige er, at springe over hvor gærdet er lavest.

F.eks. oprydning og rengøring. Det er et sted, hvor jeg ALTID springer over hvor gærdet er lavest. Jeg er ikke så heldig at lide af rengøringsvanvid og jeg kan SAGTENS slappe af, selvom her roder. Virkelig. Sagtens. Men jeg har det da bedst, når her er rent, pænt og de meste ligge i de rette skuffer og skabe og sådan. Meeeen det ville også kræve at jeg fravalgte noget andet, for at ligge alle tingene i rette skabe og skuffer.

I dag har jeg været på arbejde i 7 timer. Inden jeg tog på arbejde, kunne jeg have ordnet vasketøj, Det gjorde jeg ikke. Jeg tog et varmt bad, som hjalp mine ømme skulder og så legede jeg hundemor og hundepige med min 2 årige datter, hvor morhunden skulle made og ae babyhunden. I en halv time. En halv time, hvor jeg kunne have ordnet rigtig meget vasketøj og have sagt nej: ” mor vil ikke lege” da min datter kiggede op på mig og sagde – “mor skal vi lege”.

Jeg hører tit mig selv sige nej til hende. Fordi der er 2 andre børn herhjemme også. Fordi vikarbureauet har ringet med en vagt, og fordi jeg skal ordne aftensmad. Men min værdi er vitterlig, at jeg vil give min datter et liv med masser af JA. Ja til leg, til sjov, til mening, samvær og betydning. Hun skal vide at hun betyder alverden for mig. Ikke kun høre det i mine ord. Men mærke det i mine handlinger. Sådan som børn mest og bedst mærker vores kærlighed. Når de bliver valgt til i vores dyrebare tid. Dér mærker de kærlighed skinne rent igennem. Intet andet betyder mere for min datter end af få min tid. Det ved jeg og det sløser jeg ikke med. Det er min værdi.

Og derfor springer jeg over, hvor gærdet er lavest med rengøring og oprydning.

Mange kvinder, jeg møder, er fyldt til bristepunktet med gøremål, ansvar, pligter, et summende hoved med alt det, de skal tage sig af. Som mit også ofte har været og stadig er. Min frelse er uden tvivl at springe over gærdet er lavest på ting, der er mindre vigtige for mig. Så som rengøring og min egen skønhed. Desværre. Jeg drømmer stadig om at bo i et rengjort hus, have lange malede negle, pæne sko på række, nyklippet hår og mere æstetik i mit liv. Men det er der, jeg altid glipper, når der er for meget. Og det er ok. Måske bliver det anderledes en dag. Men min værdi omkring at få sagt nok ja til at bruge min tid med mening, i betydning, når min datter vil lege hundemor og hundebaby, den går jeg ikke på kompromis med.

Og sådan er der så meget.

Hvad er dine værdier?

Mærker du dem?

Er du stolt af dem?

Og husker du at sløse andre steder i dit liv, så der er plads til at være mennesker og ikke at tro, du skal kunne alt.

For jeg lover dig – med oprigtigt hjerte, at det ikke er meningen livet. Det perfekte.

Det er sjovt engang imellem at mærke tingene sidder lige i skabet.

Men alle de mange gange vi fejler og ikke lykkedes- det lærer os noget om ydmyghed, åbenhed, diversitet og mangfoldighed.

Gennem min smerte i livet er jeg blevet ydmyg for andres smerte. Som kan se meget anderledes ud end min. Men jeg bilder mig ind, at jeg indimellem kan mærke, når andre lider og måske endda være dem til gavn, når de gør. Det kan jeg, fordi jeg har tilladt at vade rundt i min egen anti succeser i lang tid. Turde satse, springe og fejle stort. Falde dybt og hårdt, og rejse mig igen. Finde mening og børste støvet af og lære at være stolt af det, der bestod og tillade mig til at springe over, hvor gærdet er lavest på resten.

Wee are only humans. Lets connect

 

Slipper du dine børn fri?

Åh kærligheden når vi sidder der med vores nyfødte – åh hvilken lykke det oftest er og hvilken strøm af kærlighed, taknemlighed og det stærkeste bånd nogensinde – det er så stort og dybt og graver vigtige minder i os for altid.

Jeg glemmer aldrig nogensinde de stunder med mine 3 børn – jeg kan mindes og genspille lykken og følelsen med dem alle og huske ret præcist hvor lykkelig og fredfyldt, jeg blev, da de landede der i min favn. Endelig.

JA lige der tager tilknytningen virkelig form. Den starter jo inden, den sunde og nærende tilknytning, når vi forbinder os med barnet derinde i maven – men tilknytningen får en anden fysik og konkret virkelighed, når vi endelig kan holde den lille nye.

Vores beskytter instinkt er vakt, vores løvemor hjerte er tændt, den evige bekymring desværre også – men mest af alt er tilknytningen i gang.

Nogle af os kan have lyst til at holde fast i vores børn, som små, meget længe, i tilknytningens navn, fordi vi elsker rollen som den omsorgsfulde. Nogle af os skal lige øve os lidt ekstra i at huske at spædbarnet bliver en baby, og at babyen bliver en tumling, og at tumlingen bliver et barn med sprog, som går i børnehave, og at børnehavebarnet bliver et velargumenterede skolebarn, og at skolebarnet vokser til, modnes, får stærke vigtige venskaber og kærester og en dag flyver ud i verden.

Alle de slip, vi skal lave på denne rejse som mor, kan ikke tælles på en hånd. Det er meget og det er overvældende – for mange af os. Men ihhh det er så vigtigt at give fri og at give slip.

For når vi giver barnet eller den unge fri til virkelig at være sig selv, der er kærligheden og tilknytningen i virkeligheden allerstørst og stærkest. Vi skal ikke have små kloner af os selv. Vi skal ikke være enige om alt. Vi skal heller ikke følge dem i alt og til alt. Fryden over den mestring, de har indeni, når de lykkedes med noget selv, er så langt vigtigere, end at vi er ens eller magen til hinanden. Den sande kærlighed kommer uden snærende bånd. Den sande kærlighed giver fri til at ønske størst mulig glæde for den anden – også selvom det måske er i en anden retning, end man havde forestillet sig for ens barn.

Så kære mor derude, når dit barn er rede, klar og stærkt og står der og hele kroppen buldrer med mod på at kunne selv, ville selv, lykkedes selv, fejle selv, finde modet selv – så giv endelig lov.

Kærlighed, glæde og stor taknemlighed vil opstå – og måske en lille sorg, fordi en epoke eller tid er slut. Men sådan er livet. En stor bestandig  bølge af forandring. Det eneste i livet, vi helt klart kan stole på – det er, at det vil os det godt, og at det for evigt vil forandre sig. Forandre sig som månen der skifter form, som cellerne i vores krop, der dagligt fornys, og som følelserne i os, der tager til for atter at ebbe ud igen – og ja som børnene i vores liv, der kommer, låner hele vores hjerte og fylder det ud, så vi næsten glemmer os selv, mens de ufortrødent forandrer sig igen og igen, mens vi elsker dem og slipper dem til at blive et lille helt mennesker. Den rejse bliver vi inviteret med til. Men det er ikke vores rejse. Det er deres, så vi gør klogt i at lære at slippe, når tid er.

Så slip dem. Giv fri, når de stærke og klar. Lad livet i dem bevæge sig og forandre sig. Præcist som det er tiltænkt – også selvom du føler sorg og kniber nogle tårer undervejs, fordi du bare elsker så inderligt. Det er deres gave til os. At vi får lov at elske dem helt til månen. Brug det godt.

Kunsten at kunne se børns initiativer

Mit liv er fyldt med børn. Egne børn og andres børn.

Glade børn, vrede børn, begejstrede børn, heldige børn, følsomme børn, stakkels børn, sårbare børn, vidunderlige børn, aktive børn – altid elskelige børn.

Mit liv har været fyldt af børn siden jeg var 21 år. Der fik jeg fik mit første passe børn job. Jeg blev privat børnepasser i børnenes eget hjem. Jeg havde ikke skyggen af erfaring med at passe børn. Nada. Så jeg var usikker på det. Big time. Jeg blev alligevel ansat på stedet til at passe 2 små 6 måneders gamle babyer.  Jeg blev valgt til af både kommune og børnenes forældre, så dee mærkede måske ikke min usikkerhed. Jeg skulle være alene med dem i 7-8 timer hver dag og jeg havde aldrig skiftet en ble. Inden jeg skulle starte, gik jeg ned i en lokal vuggestue og spurgte om jeg måtte komme og være med dem et par dage, bare lige for at se og suge til mig. Det måtte jeg godt.

Aftenen inden jeg startede med at passe disse 2 vidunderlige drenge, der i dag må være 17-18 år, der var jeg så nervøs og tænkte at jeg aldrig mere vile blive den samme. Og det blev jeg heller ikke. Jeg blev mig. Tina, hende, med forstand på børnene. OG det var skønt og godt at komme hjem i den erkendelse.

Gennem årene har jeg uddannet mig, rejst rundt i verden, fået egne børn,  søgt viden,  tonsvis af erfaring, dannet mig og fået karakter indeni. Også karakter af andre, men dem synes jeg egentlig ikke er noget værd, i forhold til indre karakter. Så ja en rejse begyndte dengang. En skøn rejse. En svær rejse. En spændende rejse. En meningsfuld rejse. Og en selvstændig rejse, som indimellem blev ensom, fordi det at gå egne veje er vidunderligt, men ofte også ensbetydende med en eller anden form for ensomhed. En gang imellem.

Midt i mit iværksætteri og firma opstart, er jeg lige startet som vikar i en lokal børnehave i mit nye hood og det er godt.

Efter en lang pause fra daginstitutionsområdet på 5 år, hvor jeg har lagt mit hjerte og energi udelukkende sammen med egne børn.

WHAT A JOY – to be able to do that. TAK.

Nu er jeg så i gang i gang og EN ting slår mig. EN ting. Som er 100 % nødvendigt for at kunne skabe tryghed, forudsigehed og give børn en hverdag, de kan vokse og trives i.

EN TING. og det er evnen til at se børnenes initiativer. 

-børnenes følelsesmæssige initiativer (f.eks.græder, smiler, viser ubehag, forskrækket, bange, glæde, vred, ked, begejstret)

børnenes handle initiativer (f.eks. løber, kaster, hopper, tager noget fra andre, deler noget med andre, dutter dig på armen for kontakt, løber mod dig for kram)

børnenes sproglige initiativer (f.eks. spørger nogen om leg, siger stop, fortæller historie, beder om mad, spørger efter ting, udtrykker toilet behov)

børnenes opmærksomheds initiativer  – (f.eks. at kigge på et andet barn, at kigge på dig, at vende blikket mod et træ, mod himlen, mod døren for at se efter mor)

Børn tager initiativer hele tiden og vi gør klogt i at respondere kærligt, imødekommen, venligt, nogle gange tydeligt og nogle gange særligt accepterende, når vi får øje på disse initiativer.

Nogle voksne i daginstitutioner er eminente til at se børns initiativer. De er guld værd i enhver institution. Man kan ikke være voksen i en børnehave uden at være i stand til i en eller anden grad at kunne se børns initiativer.  Det er naturligt og biologisk bestemt, at vi ser og imødekommer børns initiativer. Nogle af os har bare særligt uddybet viden om det, og kan måske støtte andre til at gøre mere af det. MEN alle voksne i daginstitutioner kan se børns initiativer. Ellers kunne de ikke arbejde der. Se listen ovenover og mærk lige for ofte du har lagt mærke til og responderet positivt, når dit barn eller andres børn har taget lignende initiativer. Det ligger der naturligt i os alle. I promise.

Og hvis du kæmper med det og synes det er svært det her. Både at forstå det her teoretisk og også gøre det i virkeligheden, så læg det fra dig lidt. Måske vil du opleve  noget giver mere mening en anden dag. I virkeligheden og i relationen – eller i en stille stund med dine egne tanker, hvor noget falder på plads.

Jeg synes hvert fald helt personligt, der et det mest livsbekræftende i verden, at være omkring børn ,der viser mig alle deres fine initiativer og mig som voksen, der kan respondere kærligt og vise dem, at verden er god, kærlig og

SONY DSC

at de kan have tillid til at vi voksne tager kærligt imod dem, de er.

God arbejdslyst. Med egne eller andres børn.

Og husk at mit gratis foredrag d. 15. august – også er for jer, der er fagpersoner og er nysgerrigt på alle de her ting på et mere professionel plan. 

Gratis fordrag

Vil du høre en lille historie?…En god en…Her kommer den😍

Jeg er lige flyttet og har mange ting rumsterende rundt i hovedet. Mit overskud til min lille 2-årige datter er desværre røget fløjten en gang i mellem de sidste 5-6 dage.

Vi har haft svært ved at putte hende. Hende, det altid samarbejdsvillige 3’er barn, der normalt sover inden for 5 – 10 minutter, har haft det MEGET svært til putning. Og jeg har råbt og været frustreret. Rigtig frustreret.

Men i dag kunne jeg mærke jeg endnu engang skulle spise min egen medicin, walk the talk og alt det der. Så ja jeg brugte min egne gode redskaber til at komme “hjem” igen. “Hjem” indeni i mig selv og dermed også “hjem” til den gode kontakt med min datter, så hun igen bare lagde sig ned på puden og vendte ryggen til og sov dybt, inden jeg havde nået at trække vejret dybt 10 gange.

Vil du høre mere om disse redskaber, så meld dig til mit gratis foredrag i august. Der er plads til 10. 3 er tilmeldt. Måske vi ses. Se her for mere info

Marte meo princip 3 – at sætte ord på barnets og egne initiativer

Marte meo metoden er udviklet af hollandske Maria Aarts i 1987. Marte meo betyder – ved egen kraft. Maria Aarts udviklede metoden ved at studere det naturlige samspil i velfungerende familier, så hun bedre kunne støtte familier med vanskeligheder. På den måde definerede hun disse marte meo principper, som kan understøtte det sunde og udviklende samspil mellem børn og voksne. Jeg vil i en blog-serie undervise i de 5 grundlæggende marte meo principper.

Se marte meo intro her

Se marte meo princip 1 her

Se marte meo princip 2 her

Nu er vi nået til det tredje marte meo princip – at sætte ord på barnets og egne initiativer.

Det her princip handler om to ting. At sætte ord på barnets initiativer, og at sætte ord på sine egne initiativer.

Jeg kalder det også for “jeg sprog”, når et menneske sætter ord på sig selv. Det synes jeg,  er en meget overskueligt måde at se det på. I daglig tale.For når et barn eller voksen er i stand til at udtrykke sig selv og sige jeg om sig selv,  så er der ofte  en sund forankring indefra. Det at kunne sige “jeg” om sig selv og kunne sætte ord på sine egne initiativer, er en af grundstenene til at mestre socialt samvær og noget af det vigtigste for at kunne kommunikere med de andre.  Det at kunne præsentere sig selv positiv og tydeligt. Det støtter vi altså barnet til, når vi sætter ord på initiativer – både barnets og vores egne.

Så nu vil jeg lige dissekere det lidt for dig. Altså vi kan støtte vores barn ved at sætte ord på deres initiativer. Men vi kan også støtte det ved at sætte ord på os selv.

At sætte ord på barnets initiativer: Når vi sætter ord på barnets initiativer, bliver det bekræftet i sin væren og det giver barnet ro til at fordybe sig og blive  i sin leg eller aktivitet. Et eksempel kunne være den lille nyfødte der kigger på lyset på væggen og du stille siger, ” ja du kigger på lyset lille skat” Eller den lille 1 årige, der stabler en rød klods ovenpå en anden og vi helt enkelt siger ” ja du bygger tårn”. Eller den 2 årige , der koncentreret går op af trappen og vi siger “du går op af trappen”. Eller den 3 årige der gynger højt på sin gynge og vi siger “ja sikke du gynger”. Eller den 4 årige, der kører stærkt på sin cykel og vi siger ” du har godt nok fart på nu min skat”. Eller den 5 årige, der giver os en tegning og vi siger, “du giver mig en tegning, tak min skat, den er jeg glad for”

Ja sådan kunne jeg blive ved. At sætte ord på barnets initiativer er enkelt og uden lange forklaringer, overdreven ros eller en masse spørgsmål. Det er enkelt, og præcist hvad dit barns hjerne er i stand til at forstå. Er der for mange ord, forsvinder betydningen for børnene og de står af. Så hold det enkelt, når du sætter ord på dit barns initiativer.

Det barnet lærer og udvikler, ved at du sætter ord på dets initiativer, er en meget lang liste og jeg vil kort nævne nogle af tingene her. Først har det en stor betydning for tilknytning. For barnet oplever sig set og elsket, når du tager tid til at være sammen med barnet, omkring de initiativer, det tager. Jeg forestiller mig, at barnet oplever det sådan her:

” jeg er værdigfuld, når mor smiler og siger jeg spiser min mad/leger med sandet eller kører med vognen….”

“jeg betyder noget for far, når han sidder der og smiler, mens han siger, jeg bygger mit tårn”

“mormor synes jeg er interessant, når hun siger, hvor meget jeg øver mig, når jeg går op af trappen”

faster kan godt lide mig, når hun ler og siger, jeg gynger højt

Så det at sætte ord på børns initiativer er spækket med muligheder for tilknytning og relations dannelse. Det styrker barnets selvfølelse positivt, og det vil tage dine opmuntrende og kærlige betragtninger med sig dybt i sin væren fremover. Det styrker også barnets evne til at fordybe sig i sine egne initiativer. Sat lidt på spidsen kan vi sige, at et barn der bliver spurgt om en masse, mens det leger, nemt bliver lidt forstyrret i sin energi….”Skal jeg hente hesten?”, “skal vi bygge?”, “hvor skal den være?”, “hvor mange er der dèr?”, “hvad farve er det?”, kan du gøre det igen?”. Nej vi behøver ikke alle de spørgsmål. Vi behøver “bare” at se lægge mærke til og så sætte ord på. “Du synes dyrene er spændende, “du kigger på klodserne”, ” sikke mange farver du har dér”.

Og sådan kunne jeg blive ved igen, men jeg tænker du har hørt budskabet nu. Hold det enkelt, sæt ord på. Dit barn vil udvikle solid selvfølelse, knytte sig til dig og blive eminent til at fordybe sig i sine egne lege og aktiviter.

At sætte ord på egne initiativer: Det at sætte ord på dine egne initiativer er også vigtigt i samspillet med dit barn. Det gør barnet trygt, og det vil opleve forudsigelighed, når du sætter ord på dine initiativer.

“Jeg tørrer lige din næse”

“jeg hjælper dig med bukserne”

“nu giver jeg dig en ble på”

“nu henter jeg dit nattøj”

“nu går mor, jeg kommer igen, jeg kommer altid igen”

“nu lægger jeg mig her ved siden af dig, så skal du sove”

“jeg kan se du er træt, du skal sove nu”

“jeg løfter dig”

“jeg kan se, du er ked af det”

“jeg kommer og hjælper dig nu”

“jeg bliver vred, når du ikke kommer med”

Børn elsker tydelige voksne. Det er trygt, ligeværdigt, godt og forudsigeligt. Små børn forstår aldrig ironi, sarkasme og “voksen” jokes. Aldrig. Vær tydelig med det du gør og det du siger. Du kan som voksen skabe utrolig mange konflikter ved at være utydelig, bruge ironi og sarkasme. Børn bliver usikre af det.. (Jeg kommer meget mere ind på tydelighed i positiv ledelse, som er det 5 og sidste af de fem grundlæggende marte meo principper) 

Så når du bruger jeg sprog sprog(sætter ord på dig selv) støtter du dit barn til at blive tryg. Tryg ved dig, men også tryg i sine fremtidige relationer. Noget andet fantastisk ved at bruge jeg sprog, er også at dit barn lærer at sætte ord på sig selv fra ret tidlig alder. Et barn der kan sætte ord på sig selv, har det så meget nemmere socialt. Fordi det kan præsentere sig selv og være tydelig, så de andre børn kan mærke dem og deres energi. Når lille Sofie i 3 år har hørt mor sige “jeg” og være tydelig, ja så vil lille Sofie have meget nemmere ved at gå over i børnehaven som 3 årig og sige “jeg vil også gerne være med”

Det var alt for denne gang. Næste marte meo princip er turtagning!! Coming up – soon.

 

 

 

Marte meo princip 2 – At Bekræfte Sit Barns Initiativer Positivt

Marte meo metoden er udviklet af hollandske Maria Aarts i 1987. Marte meo betyder – ved egen kraft. Maria Aarts udviklede metoden ved at studere det naturlige samspil i velfungerende familier, så hun bedre kunne støtte familier med vanskeligheder. På den måde definerede hun disse marte meo principper, som kan understøtte det sunde og udviklende samspil mellem børn og voksne. Jeg vil i en blog-serie undervise i de 5 grundlæggende marte meo principper.

Se marte meo introduktion  her

Se 1. marte meo princip her 

Her skal det handle om det 2. marte meo princip – at bekræfte sit barns initiativer positivt.

I forrrige marte meo indlæg lærte vi at se initiativet. Alle de ting dit barn siger, gør, føler og iagttager er i virkeligheden en masse initiativer, som du kan få øje på og give plads til ved at følge initiativerne. Når du har øvet dig i det, kan du også begynde at lægge mærke til, hvordan du responderer på disse initiativer. En god måde at respondere på børns initiativer er ved at bekræfte dem. Så det skal vi tale om nu. Hvordan vi kan bekræfte barnets mange initiativer positivt.

Hvis vi lige kort skal blive i historien fra forrige indlæg, hvor vi følger den lille 2 årige, der tager en masse initiativer for at komme op til vasken og tage en tår vand, ja så skal vi øve os i at respondere positivt på hendes mange anstrengelser og bekræfte hendes initiativ.

“hvor var det godt klaret, du kunne tage en tår vand helt selv. Sådan min ven”

Det kan også være den distræte 5 årige dreng, der sjældent husker at hænge sin egen jakke op på knagen, men lige præcis denne tirsdag eftermiddag, har han husket det. Vi ser måske lige initiativet ud af øjenkrogen, men her er det så fint at huske at bekræfte hans handle initiativ positiv.

“det var dejligt du hang din jakke op på knagen Frederik”.

Det magiske her er, at vi har direkte kontakt til barnets hjerte, hjerne og hukommelse på en gang. Alle de gange vi siger, husk det nu eller hvorfor har du ikke husket det, der taler vi meget ofte for døve ører. Men her lige midt i nøæværet, hvor livet egentlig udspiller sig, ja der kan vi bare nå helt ind til børnene. Frederik vil føle sig set og respekteret, når du husker bekræfte ham i alle hans anstrengelse på at samarbejde, lige mens han gør det. Ofte er hans hjerne alle andre vegne end lige til at huske at hænge sin jakke op, men lige i dag lykkedes det. Der gør du bare klogt i som forældre at se hans initiativ og bekræfte det. Jo oftere du bekræfter de ting, du ønsker din søde Frederik gør mere af, jo oftere vil han gøre det.

SÅ hvis du gerne vil have, at han stiller sin tallerken i opvaksemaskinen, når I har spist, så bekræft ham, når han gør det. Hvis du gerne vil have, at han husker at lægge sit legetøj på plads, når han har brugt det, så bekræft ham, når han gør det.

“Tak for du lige huskede at rydde op efter dig, det var dejligt”

“sikke du spiser godt i dag, det er dejligt”

“Det var godt du selv kunne finde dit tøj i skabet i dag, godt klaret”

“det er dejligt vi kan samarbejde om at komme ud af døren her til morgen”

Det vigtigste, ved at bekræfte dit barns initiativer positivt, er, at det styrker dit barns selvfølelse. Det vil føle sig værdifuldt, fordi det bliver set og vil føle sig som en del af et fællesskab, der er værd at være en del af. Det styrker også barnets selvstændighed og tro på at hans indspark til verden er betydningsfulde.

Det er så mange måder, vi kan bekræfte vores børns fine initiativer positivt og få dem til at føle sig set, elskede og respekterede. Et nik, et smil, et skulderklap, et kærligt blik, der er utallige måder også uden ord, hvorpå vi kan vise vores anerkendelse af børnene og alt det, de viser os.

Et halvstort, men genert barn, der ikke har super nemt ved at tale højt i forsamlinger, tager måske lige mod til sig en aften og fortæller en sjov historie fra børnehaven ved gæstebordet, mens der sidder mange og lytter. En lille nik og et kærligt blik fra hans mor imens, kan sprede varme, ro og sikkerhed i dette barn og medvirke til, at han tør gøre det igen en anden gang.

Eller den lille 2 årige, der snakker løs og “fortæller” en masse ting. Måske den lille 2 årige har været på besøg hos nogen, der havde et akvarium med sjove fisk i og meget gerne ville fortælle den historie til sin far, da han er hjemme. Men ordforrådet rækker på ingen måde endnu, men den lille 2 årige stiller sig stolt op og siger “isk, isk, isk”. Mange gange. Her kan man lige bekræfte barnet og sige” ja du fortæller far, at du har set en fisk i dag hos Karen. Den lille 2 årige smiler stolt, kigger op på begge voksne og siger igen “isk, isk isk, mig stor”. “Ja det er rigtig, du så en stor fisk i dag”. Det er også at bekræfte et barns initiativ.

Der er to måder, hvorpå du kan arbejde med dette i dig selv i samspillet med dine børn. For det første kan du begynde at lægge mærke til alle de gange, du helt sikkert allerede bekræfter dit barn positiv. Vi gør det nemlig oftere end vi tror, de fleste af os. Den anden måde er at arbejde videre fra sidst, hvor du øvede dig på at få øje på dit barns forskellige initiativer, og herfra helt bevidst begynde at bekræfte disse initiativer.

“det var godt klaret”

“super godt”

“sådan”

“det var dejligt at du…..”

Lad mig endelig høre om dine erfaringer. Enten her i kommentar feltet eller på mail: kaerligtsamspil@hotmail.com.

God fornøjelse.

De venligste hilsner Tina Josephine Fjordholm

 

 

 

 

1 2