Marte meo metoden er udviklet af hollandske Maria Aarts i 1987. Marte meo betyder – ved egen kraft. Maria Aarts udviklede metoden ved at studere det naturlige samspil i velfungerende familier, så hun bedre kunne støtte familier med vanskeligheder. På den måde definerede hun disse marte meo principper, som kan understøtte det sunde og udviklende samspil mellem børn og voksne. Jeg vil i en blog-serie undervise i de 5 grundlæggende marte meo principper.

Se marte meo introduktion her

Se marte meo princip 2  her

Nu skal det handle om det første marte meo princip. At se og følge initiativ.

De fire initiativer: Først skal vil jeg fortælle om de fire typer initiativer børn tager.

1)Følelsesmæssigt initiativ – vise glæde, blive vred, smile, le, blive genert, usikker, bange, begejstret. Essensen er “jeg føler…”

2) Handle initiativ – række ud efter noget, bygge noget, tegne, kaste med noget, hoppe, danse, gå. tage legetøj frem, rydde legetøj væk. Essensen er “jeg gør…”

3) verbalt initiativ – fortælle noget, dele en følelse, spørge om noget, sige synge, sige rim og remser, udtrykke vrede, udtrykke et behov. Essensen er “jeg taler…”

4) Opmærksomheds initiativ – iagttager noget, kigger på noget, holder øje med ting eller mennesker. F.eks spædbarnet der kigger kigger på lysstrålen på væggen eller den nyfødte der kigger en dybt i øjnene. Eller barnet der iagttager nye situationer, inden det føler sig trygt. Essensen er “jeg iagttager…”

Det er de 4 typer initiativer vores børn tager hele dagen lang. Nogle børn tager flest handle initiativer, men har ikke så mange ord. Andre børn snakker hele tiden, men “gør” mindre. Nogle børn tager mange opmærksomhedsinitiativer og iagttager ofte livet omkring dem. Eller måske dit barn viser mange følelsesmæssige initiativer.

Et sundt barn tager alle 4 typer initiativer. Der kan sagtens være overvægt af nogle initiativer, men det er vigtigt at du ser dit barn tage alle slags initiativer i løbet af dagen.

Forældre der ser initiativ: Det er nemlig det allerførste skridt til det gode og kærlige samspil mellem dig og dit barn. Dig, der som forældre lægger mærke til dit barns initiativer. Barnet har selvfølgelig brug for din positive respons på de initiativer, det tager, det er klart. Men før du kan respondere positivt på dit barn, skal du kunne se dets initiativ. Vi kan også se det som en bold, barnet kaster hen imod dig. Og barnet vil gerne at du griber bolden og spiller den tilbage. Men du kan ikke spille noget bold nogen steder hen, hvis ikke du har fået øje på bolden. Så derfor: Se initiativet.

Et eksempel kan være den lille 2 – årige, der hiver og slæber sin stol hele vejen gennem køkkenet, fordi hun vil op og tage en kop ud af skabet, fordi hun er blevet tørstig. Det kan meget nemt ende som en konflikt, fordi det kan se ud som om barnet bare laver noget skørt og dumt med den stol og laver ridser i gulvet. Så siger vi måske nej, sætter stolen på plads og hvis barnet er træt og uoplagt, så har du jo en kæmpe konflikt og en skrigende utilfreds 2- årig.

Men hov lad os lige se… Det var jo egentlig bare et handle initiativ, barnet tog. Lad os nu lige se, hvad der sker, når vi ser initiativet. Følger det. Okay, barnet hiver og maser stolen hen til overskabet, hvor kopperne står. Kravler op på sin høj stol og tager en kop ud. Kravler ned igen og hiver og maser stolen hen mod vasken, kravler igen op på stolen og tænder for vandet, rækker sin lille kop under strålen og sætter koppen for munden og tømmer koppen for vand i en stor tår. Den lille var jo bare rigtig tørstig… og tog en masse meget fine handle initiativer. Så du dem? Kunne du følge initiativer med nysgerrighed? Eller havde du travlt og fik bremset alle de fine handle initiativer, barnet tog.

Det er det første skridt til det gode og kærlige samspil mellem dit barn og dig. At se initiativet. Og følge det. Men allerførst se. Få øje på.
Hvis du er meget stresset og meget hurtig, er det svært at se barnets initiativer. Det var mit store dilemma, da jeg startede min marte meo rejse. Jeg havde ofte så travlt, så jeg fik bremset nogle fine initiativer fra mit barn. Jeg kalder det voksen-hurtig. Vi giver lige barnet jakken på, selv om det selv er gået i gang. Vi smører lige smøret ordenligt ud, selvom barnet selv er i gang. Vi børster lige håret færdigt, selvom barnet gerne vil selv. Voksen-hurtig er nemt på den korte bane, men det skaber ikke selvstændighed og tro på egne evner på sigt. Når vi gang på gang får bremset barnets egne initiativer, fordi vi simpelthen ikke får rigtig øje på dem, ja så vil det skabe en utilfreds og frustreret indre tilstand i barnet. Barnet føler mig ikke set.

Det er ofte her alle de uforståelige konflikter opstår. De konflikter, hvor vi tænker, whaaat, er mit barn blevet tosset, fordi det skriger eller protesterer så meget over noget så ubetydeligt. Men vi skal jo forstå, hvis et barn har taget 5 velmenende, samarbejde initiativer og det bare er blevet bremset uden at være blevet set eller fulgt, ja så gør det faktisk rigtig ondt i den lille barnekrop. “Hvorfor er jeg ikke vigtig, kan mor ikke lide mig, hvorfor må jeg ikke prøve at tænde vandhanen? Det er meget på spil for det lille barn, der konstant er ved at lære verden at kende. Marte meo forkæmper i Danmark Pernille Roug, sagde på mit første kursus ” hvis alle kunne følge hinanden mere i denne verden, så ville mange problemer og konflikter ikke opstå. Det er jeg helt enig med. Så det er er noget helt essentielt og eksistentielt på spil her. Når vi ser og følger et barns initiativer – ærer vi deres væren i denne verden. Vi viser på et dybt niveau – hey du, jeg ser dig og det du er.

Men hvordan følger jeg mit barn: Jo f.eks. når dit barn kigger på noget spændende og ikke har sprog endnu, så kan du følge initiativerne ved at sige:

“Ja du kigger på traktoren”

“Ja der var en fugl, der fløj”

“du så lige bussen køre”

“Ja det er spændende med mors nøgler”

Ja der er sjovt at storebror pjatter med dig”

eller hvad barnet nu end er optaget af.

Når du som forældre ser og følger dit barn, så giver du din tid, kærlighed og fulde opmærksom. Og dit lille barn ved intet bedre end det.

Så kære forældre. Hvis du oplever lidt for mange scenarier med et skrigende og utilfreds barn, der er gået i baglås, så har det rigtig ofte noget at gøre med initiativer, der ikke er blevet set og fulgt at gøre. Der er ikke noget galt med dig, eller dit barn. Der er bare lige noget, der skal øves lidt. At se og følge barnets initiativ.
I de følgende indlæg kommer jeg ind på, hvordan vi responderer positivt på alle disse fine initiativer. Men først. Se. Få øje på. Følg. God fornøjelse.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *