Marte meo metoden er udviklet af hollandske Maria Aarts i 1987. Marte meo betyder – ved egen kraft. Maria Aarts udviklede metoden ved at studere det naturlige samspil i velfungerende familier, så hun bedre kunne støtte familier med vanskeligheder. På den måde definerede hun disse marte meo principper, som kan understøtte det sunde og udviklende samspil mellem børn og voksne. Jeg vil i en blog-serie undervise i de 5 grundlæggende marte meo principper.

Se marte meo introduktion  her

Se 1. marte meo princip her 

Her skal det handle om det 2. marte meo princip – at bekræfte sit barns initiativer positivt.

I forrrige marte meo indlæg lærte vi at se initiativet. Alle de ting dit barn siger, gør, føler og iagttager er i virkeligheden en masse initiativer, som du kan få øje på og give plads til ved at følge initiativerne. Når du har øvet dig i det, kan du også begynde at lægge mærke til, hvordan du responderer på disse initiativer. En god måde at respondere på børns initiativer er ved at bekræfte dem. Så det skal vi tale om nu. Hvordan vi kan bekræfte barnets mange initiativer positivt.

Hvis vi lige kort skal blive i historien fra forrige indlæg, hvor vi følger den lille 2 årige, der tager en masse initiativer for at komme op til vasken og tage en tår vand, ja så skal vi øve os i at respondere positivt på hendes mange anstrengelser og bekræfte hendes initiativ.

“hvor var det godt klaret, du kunne tage en tår vand helt selv. Sådan min ven”

Det kan også være den distræte 5 årige dreng, der sjældent husker at hænge sin egen jakke op på knagen, men lige præcis denne tirsdag eftermiddag, har han husket det. Vi ser måske lige initiativet ud af øjenkrogen, men her er det så fint at huske at bekræfte hans handle initiativ positiv.

“det var dejligt du hang din jakke op på knagen Frederik”.

Det magiske her er, at vi har direkte kontakt til barnets hjerte, hjerne og hukommelse på en gang. Alle de gange vi siger, husk det nu eller hvorfor har du ikke husket det, der taler vi meget ofte for døve ører. Men her lige midt i nøæværet, hvor livet egentlig udspiller sig, ja der kan vi bare nå helt ind til børnene. Frederik vil føle sig set og respekteret, når du husker bekræfte ham i alle hans anstrengelse på at samarbejde, lige mens han gør det. Ofte er hans hjerne alle andre vegne end lige til at huske at hænge sin jakke op, men lige i dag lykkedes det. Der gør du bare klogt i som forældre at se hans initiativ og bekræfte det. Jo oftere du bekræfter de ting, du ønsker din søde Frederik gør mere af, jo oftere vil han gøre det.

SÅ hvis du gerne vil have, at han stiller sin tallerken i opvaksemaskinen, når I har spist, så bekræft ham, når han gør det. Hvis du gerne vil have, at han husker at lægge sit legetøj på plads, når han har brugt det, så bekræft ham, når han gør det.

“Tak for du lige huskede at rydde op efter dig, det var dejligt”

“sikke du spiser godt i dag, det er dejligt”

“Det var godt du selv kunne finde dit tøj i skabet i dag, godt klaret”

“det er dejligt vi kan samarbejde om at komme ud af døren her til morgen”

Det vigtigste, ved at bekræfte dit barns initiativer positivt, er, at det styrker dit barns selvfølelse. Det vil føle sig værdifuldt, fordi det bliver set og vil føle sig som en del af et fællesskab, der er værd at være en del af. Det styrker også barnets selvstændighed og tro på at hans indspark til verden er betydningsfulde.

Det er så mange måder, vi kan bekræfte vores børns fine initiativer positivt og få dem til at føle sig set, elskede og respekterede. Et nik, et smil, et skulderklap, et kærligt blik, der er utallige måder også uden ord, hvorpå vi kan vise vores anerkendelse af børnene og alt det, de viser os.

Et halvstort, men genert barn, der ikke har super nemt ved at tale højt i forsamlinger, tager måske lige mod til sig en aften og fortæller en sjov historie fra børnehaven ved gæstebordet, mens der sidder mange og lytter. En lille nik og et kærligt blik fra hans mor imens, kan sprede varme, ro og sikkerhed i dette barn og medvirke til, at han tør gøre det igen en anden gang.

Eller den lille 2 årige, der snakker løs og “fortæller” en masse ting. Måske den lille 2 årige har været på besøg hos nogen, der havde et akvarium med sjove fisk i og meget gerne ville fortælle den historie til sin far, da han er hjemme. Men ordforrådet rækker på ingen måde endnu, men den lille 2 årige stiller sig stolt op og siger “isk, isk, isk”. Mange gange. Her kan man lige bekræfte barnet og sige” ja du fortæller far, at du har set en fisk i dag hos Karen. Den lille 2 årige smiler stolt, kigger op på begge voksne og siger igen “isk, isk isk, mig stor”. “Ja det er rigtig, du så en stor fisk i dag”. Det er også at bekræfte et barns initiativ.

Der er to måder, hvorpå du kan arbejde med dette i dig selv i samspillet med dine børn. For det første kan du begynde at lægge mærke til alle de gange, du helt sikkert allerede bekræfter dit barn positiv. Vi gør det nemlig oftere end vi tror, de fleste af os. Den anden måde er at arbejde videre fra sidst, hvor du øvede dig på at få øje på dit barns forskellige initiativer, og herfra helt bevidst begynde at bekræfte disse initiativer.

“det var godt klaret”

“super godt”

“sådan”

“det var dejligt at du…..”

Lad mig endelig høre om dine erfaringer. Enten her i kommentar feltet eller på mail: kaerligtsamspil@hotmail.com.

God fornøjelse.

De venligste hilsner Tina Josephine Fjordholm

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *