Jeg har altid levet mit liv i ryk. I perioder går jeg ret dybt ind i mig selv og funderer. Mærker efter og søger intenst efter svar. Det er ikke de nemmeste perioder i livet. Det er ikke altid kønt. Men det er ægte og det er en del af livet. Mit liv i hvert fald.

Der har jeg lige været igen. I dybet og i stilheden. Hvor ordene ikke kan finde sin vej frem til de, der spørger. Hvorfor, hvordan og den værste – hvad vil du?

Giv mig lidt tid. Giv mig et vindue, jeg kan kigge ud af og en varm kop te, jeg kan lune mig ved. Giv mig ro, så jeg et øjeblik, kan kigge i mit hjertes dyb og huske hvem jeg er.

Jeg har lige glemt det et øjeblik eller to. Jeg havde en drøm om noget med en bog og en udgivelse, som ikke blev lige nu. Det svier i mig. At det ikke er nu. Men lige ved siden af skuffelsen, ligger også en lettelse.

For sandheden er jo også, at jeg er hjemmegående mor med min lille datter, som bruger mine timer så flittigt. Hun bruger alle mine dagstimer med al sin sødme, varme kram, store livkloge blå øjne, de lyse krøller i nakken og vores inderlige kærlighed til hinanden. Vi bruger dags timerne sammen, min datter og jeg, i det her forunderlige liv.  Det gør vi, og når jeg tager de realistiske briller på, ved jeg også godt at min tid med denne her pige lige nu, ikke skal sluges af en bogudgivelse.

Så den sviende ting i kroppen er skuffelsen over den drøm, jeg må ligge fra mig. Drømmen om at få udgivet min bog lige nu. Og her efter at jeg har sundet mig, haft utroligt ondt af mig selv og vadet rundt i den der selvmedlidenhed, der bare aldrig har klædt noget menneske, er jeg atter klar til at rejse mig op, ryste min krop og lade tårerne tørre ind og frydes over alt det, der er. Al den kærlighed, jeg får lov at være i og med hver evig eneste dag.

F.eks. min empatiske 8 årige dreng, der en dag her i juleferien har kigget på mig med oprigtig interesse og omsorg og sagt: “det er vist en hård dag mor”

Hvortil jeg ærligt svarede: “ja det er min dreng, jeg har en rigtig svær dag lige nu”. Drengen der kigger på mig og siger:”Det kan jeg godt forstå mor, det kender jeg godt”

Hvorefter  jeg selvfølgelig tager ham i hånden og siger: “Hvor er det dog dejligt at være sammen med dig, Mattias. Du er sådan en vidunderlig dreng. Og så kører vi afsted, hånd i hånd, til Rødovre for at finde et særligt pokomon kort til knægten.

Eller drengen på 6 år, der hver dag tager både store og små skridt i ud det sociale liv, han trives så godt i. Den fryd det er, at se ham udfolde sine store sociale evner med byens børn. Altid er han fyldt med energi, sjove ord, og kloge betragtninger om livets konstruktion. Vi havde forleden en samtale om en genbo, der er meget vred på os. Sådan lidt ala Krumme familiens vrede underbo. Vi larmer og fylder, som familier med 3 børn jo gør ind imellem. Den 6 årige tænker lidt over det faktum at denne vrede nabo har smidt med en drengenes cykler, som lå glemt i en hæk. “Hun har nok bare haft en smadret barndom, mor. Tror du ikk.? ” Jo min skat, svarer jeg ham, det kan meget vel være at hun har det, min skat.

Og så er der jo også den lille pige, som bringer os lys og harmoni med sin væren. Hende som kysser og krammer så åbenhjertet. Deler rundhåndet ud af sin kærlighed, så vi bliver helt bløde og runde indeni. Hun sidder der ved spisebordet og kigger rundt på os. Peger koncentreret og fortæller, hvem vi er. Moar, bar, ias og bastian og dig (hende selv). Vi ler med hende og hendes øjne stråler.Taknemligheden stryger lige i mit hjerte, tænk jeg får lov at opleve sammenhørigheden med præcis de her mennesker, lige nu. Det er min himmel på jord. Og den vil jeg gribe.

Så må bogudgivelse være bogudgivelse lige nu, jeg har en familie der kalder. Balancen vil opstå en dag.