Month: februar 2018

Marte meo princip 3 – at sætte ord på barnets og egne initiativer

Marte meo metoden er udviklet af hollandske Maria Aarts i 1987. Marte meo betyder – ved egen kraft. Maria Aarts udviklede metoden ved at studere det naturlige samspil i velfungerende familier, så hun bedre kunne støtte familier med vanskeligheder. På den måde definerede hun disse marte meo principper, som kan understøtte det sunde og udviklende samspil mellem børn og voksne. Jeg vil i en blog-serie undervise i de 5 grundlæggende marte meo principper.

Se marte meo intro her

Se marte meo princip 1 her

Se marte meo princip 2 her

Nu er vi nået til det tredje marte meo princip – at sætte ord på barnets og egne initiativer.

Det her princip handler om to ting. At sætte ord på barnets initiativer, og at sætte ord på sine egne initiativer.

Jeg kalder det også for “jeg sprog”, når et menneske sætter ord på sig selv. Det synes jeg,  er en meget overskueligt måde at se det på. I daglig tale.For når et barn eller voksen er i stand til at udtrykke sig selv og sige jeg om sig selv,  så er der ofte  en sund forankring indefra. Det at kunne sige “jeg” om sig selv og kunne sætte ord på sine egne initiativer, er en af grundstenene til at mestre socialt samvær og noget af det vigtigste for at kunne kommunikere med de andre.  Det at kunne præsentere sig selv positiv og tydeligt. Det støtter vi altså barnet til, når vi sætter ord på initiativer – både barnets og vores egne.

Så nu vil jeg lige dissekere det lidt for dig. Altså vi kan støtte vores barn ved at sætte ord på deres initiativer. Men vi kan også støtte det ved at sætte ord på os selv.

At sætte ord på barnets initiativer: Når vi sætter ord på barnets initiativer, bliver det bekræftet i sin væren og det giver barnet ro til at fordybe sig og blive  i sin leg eller aktivitet. Et eksempel kunne være den lille nyfødte der kigger på lyset på væggen og du stille siger, ” ja du kigger på lyset lille skat” Eller den lille 1 årige, der stabler en rød klods ovenpå en anden og vi helt enkelt siger ” ja du bygger tårn”. Eller den 2 årige , der koncentreret går op af trappen og vi siger “du går op af trappen”. Eller den 3 årige der gynger højt på sin gynge og vi siger “ja sikke du gynger”. Eller den 4 årige, der kører stærkt på sin cykel og vi siger ” du har godt nok fart på nu min skat”. Eller den 5 årige, der giver os en tegning og vi siger, “du giver mig en tegning, tak min skat, den er jeg glad for”

Ja sådan kunne jeg blive ved. At sætte ord på barnets initiativer er enkelt og uden lange forklaringer, overdreven ros eller en masse spørgsmål. Det er enkelt, og præcist hvad dit barns hjerne er i stand til at forstå. Er der for mange ord, forsvinder betydningen for børnene og de står af. Så hold det enkelt, når du sætter ord på dit barns initiativer.

Det barnet lærer og udvikler, ved at du sætter ord på dets initiativer, er en meget lang liste og jeg vil kort nævne nogle af tingene her. Først har det en stor betydning for tilknytning. For barnet oplever sig set og elsket, når du tager tid til at være sammen med barnet, omkring de initiativer, det tager. Jeg forestiller mig, at barnet oplever det sådan her:

” jeg er værdigfuld, når mor smiler og siger jeg spiser min mad/leger med sandet eller kører med vognen….”

“jeg betyder noget for far, når han sidder der og smiler, mens han siger, jeg bygger mit tårn”

“mormor synes jeg er interessant, når hun siger, hvor meget jeg øver mig, når jeg går op af trappen”

faster kan godt lide mig, når hun ler og siger, jeg gynger højt

Så det at sætte ord på børns initiativer er spækket med muligheder for tilknytning og relations dannelse. Det styrker barnets selvfølelse positivt, og det vil tage dine opmuntrende og kærlige betragtninger med sig dybt i sin væren fremover. Det styrker også barnets evne til at fordybe sig i sine egne initiativer. Sat lidt på spidsen kan vi sige, at et barn der bliver spurgt om en masse, mens det leger, nemt bliver lidt forstyrret i sin energi….”Skal jeg hente hesten?”, “skal vi bygge?”, “hvor skal den være?”, “hvor mange er der dèr?”, “hvad farve er det?”, kan du gøre det igen?”. Nej vi behøver ikke alle de spørgsmål. Vi behøver “bare” at se lægge mærke til og så sætte ord på. “Du synes dyrene er spændende, “du kigger på klodserne”, ” sikke mange farver du har dér”.

Og sådan kunne jeg blive ved igen, men jeg tænker du har hørt budskabet nu. Hold det enkelt, sæt ord på. Dit barn vil udvikle solid selvfølelse, knytte sig til dig og blive eminent til at fordybe sig i sine egne lege og aktiviter.

At sætte ord på egne initiativer: Det at sætte ord på dine egne initiativer er også vigtigt i samspillet med dit barn. Det gør barnet trygt, og det vil opleve forudsigelighed, når du sætter ord på dine initiativer.

“Jeg tørrer lige din næse”

“jeg hjælper dig med bukserne”

“nu giver jeg dig en ble på”

“nu henter jeg dit nattøj”

“nu går mor, jeg kommer igen, jeg kommer altid igen”

“nu lægger jeg mig her ved siden af dig, så skal du sove”

“jeg kan se du er træt, du skal sove nu”

“jeg løfter dig”

“jeg kan se, du er ked af det”

“jeg kommer og hjælper dig nu”

“jeg bliver vred, når du ikke kommer med”

Børn elsker tydelige voksne. Det er trygt, ligeværdigt, godt og forudsigeligt. Små børn forstår aldrig ironi, sarkasme og “voksen” jokes. Aldrig. Vær tydelig med det du gør og det du siger. Du kan som voksen skabe utrolig mange konflikter ved at være utydelig, bruge ironi og sarkasme. Børn bliver usikre af det.. (Jeg kommer meget mere ind på tydelighed i positiv ledelse, som er det 5 og sidste af de fem grundlæggende marte meo principper) 

Så når du bruger jeg sprog sprog(sætter ord på dig selv) støtter du dit barn til at blive tryg. Tryg ved dig, men også tryg i sine fremtidige relationer. Noget andet fantastisk ved at bruge jeg sprog, er også at dit barn lærer at sætte ord på sig selv fra ret tidlig alder. Et barn der kan sætte ord på sig selv, har det så meget nemmere socialt. Fordi det kan præsentere sig selv og være tydelig, så de andre børn kan mærke dem og deres energi. Når lille Sofie i 3 år har hørt mor sige “jeg” og være tydelig, ja så vil lille Sofie have meget nemmere ved at gå over i børnehaven som 3 årig og sige “jeg vil også gerne være med”

Det var alt for denne gang. Næste marte meo princip er turtagning!! Coming up – soon.

 

 

 

Marte meo princip 2 – At Bekræfte Sit Barns Initiativer Positivt

Marte meo metoden er udviklet af hollandske Maria Aarts i 1987. Marte meo betyder – ved egen kraft. Maria Aarts udviklede metoden ved at studere det naturlige samspil i velfungerende familier, så hun bedre kunne støtte familier med vanskeligheder. På den måde definerede hun disse marte meo principper, som kan understøtte det sunde og udviklende samspil mellem børn og voksne. Jeg vil i en blog-serie undervise i de 5 grundlæggende marte meo principper.

Se marte meo introduktion  her

Se 1. marte meo princip her 

Her skal det handle om det 2. marte meo princip – at bekræfte sit barns initiativer positivt.

I forrrige marte meo indlæg lærte vi at se initiativet. Alle de ting dit barn siger, gør, føler og iagttager er i virkeligheden en masse initiativer, som du kan få øje på og give plads til ved at følge initiativerne. Når du har øvet dig i det, kan du også begynde at lægge mærke til, hvordan du responderer på disse initiativer. En god måde at respondere på børns initiativer er ved at bekræfte dem. Så det skal vi tale om nu. Hvordan vi kan bekræfte barnets mange initiativer positivt.

Hvis vi lige kort skal blive i historien fra forrige indlæg, hvor vi følger den lille 2 årige, der tager en masse initiativer for at komme op til vasken og tage en tår vand, ja så skal vi øve os i at respondere positivt på hendes mange anstrengelser og bekræfte hendes initiativ.

“hvor var det godt klaret, du kunne tage en tår vand helt selv. Sådan min ven”

Det kan også være den distræte 5 årige dreng, der sjældent husker at hænge sin egen jakke op på knagen, men lige præcis denne tirsdag eftermiddag, har han husket det. Vi ser måske lige initiativet ud af øjenkrogen, men her er det så fint at huske at bekræfte hans handle initiativ positiv.

“det var dejligt du hang din jakke op på knagen Frederik”.

Det magiske her er, at vi har direkte kontakt til barnets hjerte, hjerne og hukommelse på en gang. Alle de gange vi siger, husk det nu eller hvorfor har du ikke husket det, der taler vi meget ofte for døve ører. Men her lige midt i nøæværet, hvor livet egentlig udspiller sig, ja der kan vi bare nå helt ind til børnene. Frederik vil føle sig set og respekteret, når du husker bekræfte ham i alle hans anstrengelse på at samarbejde, lige mens han gør det. Ofte er hans hjerne alle andre vegne end lige til at huske at hænge sin jakke op, men lige i dag lykkedes det. Der gør du bare klogt i som forældre at se hans initiativ og bekræfte det. Jo oftere du bekræfter de ting, du ønsker din søde Frederik gør mere af, jo oftere vil han gøre det.

SÅ hvis du gerne vil have, at han stiller sin tallerken i opvaksemaskinen, når I har spist, så bekræft ham, når han gør det. Hvis du gerne vil have, at han husker at lægge sit legetøj på plads, når han har brugt det, så bekræft ham, når han gør det.

“Tak for du lige huskede at rydde op efter dig, det var dejligt”

“sikke du spiser godt i dag, det er dejligt”

“Det var godt du selv kunne finde dit tøj i skabet i dag, godt klaret”

“det er dejligt vi kan samarbejde om at komme ud af døren her til morgen”

Det vigtigste, ved at bekræfte dit barns initiativer positivt, er, at det styrker dit barns selvfølelse. Det vil føle sig værdifuldt, fordi det bliver set og vil føle sig som en del af et fællesskab, der er værd at være en del af. Det styrker også barnets selvstændighed og tro på at hans indspark til verden er betydningsfulde.

Det er så mange måder, vi kan bekræfte vores børns fine initiativer positivt og få dem til at føle sig set, elskede og respekterede. Et nik, et smil, et skulderklap, et kærligt blik, der er utallige måder også uden ord, hvorpå vi kan vise vores anerkendelse af børnene og alt det, de viser os.

Et halvstort, men genert barn, der ikke har super nemt ved at tale højt i forsamlinger, tager måske lige mod til sig en aften og fortæller en sjov historie fra børnehaven ved gæstebordet, mens der sidder mange og lytter. En lille nik og et kærligt blik fra hans mor imens, kan sprede varme, ro og sikkerhed i dette barn og medvirke til, at han tør gøre det igen en anden gang.

Eller den lille 2 årige, der snakker løs og “fortæller” en masse ting. Måske den lille 2 årige har været på besøg hos nogen, der havde et akvarium med sjove fisk i og meget gerne ville fortælle den historie til sin far, da han er hjemme. Men ordforrådet rækker på ingen måde endnu, men den lille 2 årige stiller sig stolt op og siger “isk, isk, isk”. Mange gange. Her kan man lige bekræfte barnet og sige” ja du fortæller far, at du har set en fisk i dag hos Karen. Den lille 2 årige smiler stolt, kigger op på begge voksne og siger igen “isk, isk isk, mig stor”. “Ja det er rigtig, du så en stor fisk i dag”. Det er også at bekræfte et barns initiativ.

Der er to måder, hvorpå du kan arbejde med dette i dig selv i samspillet med dine børn. For det første kan du begynde at lægge mærke til alle de gange, du helt sikkert allerede bekræfter dit barn positiv. Vi gør det nemlig oftere end vi tror, de fleste af os. Den anden måde er at arbejde videre fra sidst, hvor du øvede dig på at få øje på dit barns forskellige initiativer, og herfra helt bevidst begynde at bekræfte disse initiativer.

“det var godt klaret”

“super godt”

“sådan”

“det var dejligt at du…..”

Lad mig endelig høre om dine erfaringer. Enten her i kommentar feltet eller på mail: kaerligtsamspil@hotmail.com.

God fornøjelse.

De venligste hilsner Tina Josephine Fjordholm

 

 

 

 

Den Type…..Hjemmegående Mødre…

 

Jeg har gennem det sidste års tid været en hjemmegående mor. Haft min datter omkring mig hver evig eneste sekund. Det har været skøøønt og jeg er glad over, at jeg gjorde det. Det har IKKE været en dans på roser. Der har været masser af frustrationer og det har været sindssygt at leve så sparsomt, da vi kun har levet af Brians løn. Men selvfølgelig har det været en gave for livet at vælge hende til på den måde. Fordybe mig så vildt i det der lille lækre mennesker, der landede på min mave for 2 år siden. Selvfølgelig har det været en sjælerejse for både hende og jeg at give den maks. gas med samvær og samhørighed. Men man siger jo, at vi skal stoppe mens legen er god – og det gør jeg så nu. Vuggestue livet kalder 1.april.

Nå men på min vej rundt i hjemmegående livet har jeg mødt mange sjove typer og mange fordomme. Både de udtalte og de der fordomme, man kan aflæse i de rynkede bryn og stemningen i samtalen.

Så her kommer de typer hjemmegående, jeg har mødt på min vej

DEN HELLIGE HJEMMEGÅENDE MOR: Tag dig i agt for denne pragteksemplar af en kvinde. Hun er enten højt hævet over os alle sammen, eller så lyver hun, så væggene driver. I hvert fald fremgår det tydelig, at hun stornyder hver eneste dag med sit yngel. Den eneste rigtige vej, i moderskabet, er den vej, hun tager. HUN vælger nemlig altid sine børn til – hver dag og evigt og altid. Hun ammer til de er 5 år og har dem i hjemmeskole til de er 15 år. Hun bander aldrig. Hun er stort set altid iført en eller anden form for uld og har sjove ting i håret. Hun spider dig og dit selvværd med kommentarer som, “den tid kommer jo aldrig igen”, “ja JEG ofrer mig jo lidt nu for mine børn” og “du vil aldrig fortryde det”. Hun kan også være den kvinde, der gik hjemme for 20 år siden, som tydeligt er stolt af sit valg og forventer tyst, at hele verden burde gøre som hende.

DEN COOL HJEMMEGÅENDE MOR: WOW der er knald på hende her. Hun går også i noget uld og sådan, men hun er lige den tand mere fleksibel og siger ting som ” ja men hvis det ikke fungere for dig mere, så….” Hun er en ret fed type og har hænderne i mange forskellige bolledeje. Hun jobber den lidt med noget undervisning ved siden af pasning af eget yngel, passer af til naboens børn for en skilling og samler områdets børn og mødre til kaffe og sang leg. Vi elsker hende alle sammen og vi vil også gerne være hende lidt. Bare lidt.

HJEMMEGÅENDE BY MISTAKE: Så er der den hjemmegående der bare er hjemmegående med ungerne, fordi livet bare blev sådan. Lidt af uheldige omstændigheder, såsom ingen ordentlige pasningsmuligheder, eller fordi hun blev fyret. Hun er den glade, happy go lucky type, som giver liv og glade dage til  alle sanglegs aftalerne, fordi hun tør sige ting som” jeg gider overhovedet ikke gå hjemme, nu blev det bare sådan og jeg har sgu en kage mere i ovnen.  Hun er ikke den, man deler de dybeste ting med, men hun er GULD værd.

DEN HEMMELIGE HJEMMEGÅENDE MOR: Hende her går hjemme med ungerne på lånt tid. Hun har nemlig ikke råd, så hun gør det på dagpenge. Måske hun er enlig eller så støtter manden hende ikke. Så ungerne har plads i vuggeren, hun bruger den bare ikke. Der er intet ekstremt over hende her, hun har bare for meget hjerte til at aflevere sit barn på 11 måneder, når hun alligevel er derhjemme uden job. Det hele er på lånt tid, men hun tænker, går den – så går den. Hun tænker bare hver måned ekstra med mit barn er givet godt ud.

DEN RIGE HJEMMEGÅENDE MOR: Kender ikke – har bare læst om hende. Hun lyder sjov – OG RIG.

DEN DEPRESSIVE HJEMMEGÅENDE MOR:Ja den her er lidt ømtålelig. Men hun findes jo i rigt mål. Måske til dels i alle hjemmegående mødre fra tid til anden. Og for nogle hele tiden. I de tilfælde, hvor der er decideret konstante depressive tilstande, kan det være lidt vanskeligt at være barn. Hvilket barn på 1 1/2 år kan rumme at gøre mor glad. Hmmmm… lidt at arbejde med her. Men de fleste har sikkert selvindsigt nok til at sende børnene  i noget pasning og få ladet lidt op alene.

DEN PENSIONEREDE HJEMMEGÅENDE MOR: Hun er hende, der virkelig ikke gider mere hjemmegående pis. Hun er hende, der sætter Dora the explorer på fjernsynet og håber at ungen i det mindste er underholdt længe nok til, at hun får skrevet et blogunderindlæg, eller tjekket facebook. Når barnet efter 10 min ikke længere er underholdt, får den hjemmegående mor ondt i maven og tænker, hvordan får jeg hende nu til at tie stille – bare lige lidt længere. Hun er den hjemmegående mor, der har elsket hvert øjeblik af hjemmelivet med sit elskede barn, selvom det også har været hårdt, frustrerende, ensomt og fattigt. Hun er den mor, der har lidt af alle typerne i sig. Hun er den mor, der ringer til vuggeren og siger plads NU. Og så tuder hun og får dårligt samvittighed. Men mest tænker hun freeeedom – here I come.

 

 

Uddrag fra min bog: Tilknytning og adskillelse

Adskillelsen.

Det er det sværeste for mig ved moderskabet og noget jeg i sandhed skal overgive mig til. Det er også derfor, jeg skriver om det under afsnittet overgivelse. Fordi det er noget, jeg har skulle overgive mig til. Hver gang.

Jeg har også skulle overgive mig lidt til symbiosen og behovs udsættelsen, men det har faldet mig nemt og naturligt. En omvæltning selvfølgelig. Men stadig meget mere ukompliceret. At lære at behovsudsætte og glemme sig selv for en stund for at træde ind i symbiosen, tilknytningen og omsorgen for det lillebitte spæde barn.

Det er det, der ligger på den anden side af symbiosen, der har voldt mig de største problemer. Det at sætte sig selv fri igen, forandret, aldrig den samme, men stadig mere fri, fordi barnet er blevet større. At overgive sig til den (igen) nye livsfase, hvor mor og barn træder ud af symbiosen og barnet langsomt, men sikkert skal lære at betræde sine egne stier, med sin mors hånd i ryggen, men stadig på egne ben. Den fase har voldt mig problemer hver eneste gang. Fordi jeg er blevet tvunget ned i min egen smerte. Smerten af den gamle forladtheds følelse, fordi tilknytningen ikke var sikker nok for mig dengang. Den forladtheds følelse,  der har ulmet og skreget så latent i mit liv – altid. Fornemmelsen af være ladt alene tilbage, fordi der ikke var tid nok, plads nok, tilknytning nok.

Den smerte i mit eget liv har altid givet mig store vanskeligheder ved at slippe egne børn til nye faser. Jeg har gjort det – bevares.  Jeg gør det, hvis ikke egentligt, så månedligt med alle mine 3 unger. Indser nødvendigheden i at lade dem gå egne veje, kunne selv, stå selv, mestre selv, når deres egne indre selvstændigheds impulser banker for at bryde ud og finde vej.

Og ja nu står jeg her igen. Med min lille datter på 2 år, som gerne vil bryde fri af symbiosen og mig som mor, der ikke har ikke mere at give som hjemmegående mor. Jeg er brugt op. Jeg har brug for noget rum for at kunne være en ordentlig glad mor igen. Men jeg har en masse skam på det. Forkerthed. Jeg læser ting på nettet og jeg vil så gerne være sådan en hjemmegående type, der kan blive ved år efter år. Hvor moderrollen er nok og alt rigeligt. Jeg vil så gerne være HENDE.

Men jeg er ikke hende. Det har været sandt og meningsfyldt for mig at tage min datter hjem efter de 6 uger i vuggestuen for et år siden. Hun skreg på mig og jeg var stand til at høre hende, og det er jeg taknemlig for. Men lige nu råber noget i mig og det vil jeg lytte til. Noget i mig råber på at få lov at være noget andet end mor engang i mellem. Så min lille datter skal i pasning inden længe. Nok også før hun runder de famøse 2 ½ år , som jeg havde sat som en skillevej. Dikteret af hvad der føltes pædagogisk korrekt. Men sagen er, at jeg ikke har mere hjemmegående mor -krudt tilbage. Jeg skal ud og snuse til arbejdslivet uden for mit hjem og give mit besyv med.

Så nu googler jeg lidt rundt og ringer lidt rundt og så må jeg se, om jeg kan finde en løsning der virker for os begge to. Om ikke alt for lang tid tænker jeg.  Så ja endnu engang vil jeg overgive mig. Ikke til symbiose og dyb tilknytning. Der har vi lige været i 2 år.

Men til den anden vigtige del af tilknytningen. At være fri i den. At turde være et sandt og helt menneske og lytte til mine egne dybe og sande impulser, også selvom det betyder, at jeg ikke skal være sammen med mit barn hele tiden. At vise hende hvem, jeg er. Hvem jeg også er. Og jeg er altså en kvinde og en mor, der har brug for 3 dage om ugen, hvor min datter  bliver passet af en dejlig, varm og omsorgsfuld kvinde og leger med nogle søde børn på hendes alder. Og så vil jeg komme i min bil, med glade øje, en vital krop og næret sjæl og hente hende igen.

Så ja overgivelse til nye faser i moderskabet, i forældreskabet er så vigtig – og så vanskeligt. Især når vi, som jeg, kan komme til at sidde fast i nogle idealbilleder af hvordan det RIGTIGE er, mens virkeligheden er noget helt andet. Lige der opstår min skam nemlig. At ville noget, der ser rigtigt eller yndigt ud, men ikke at kunne præstere det. Jeg ville gerne være hende, der har nok i at være mor – i hvert fald i længere tid endnu. Men hende er jeg ikke. Jeg er Tina. Med saft, kraft, bevægelse og liv – og med en utæmmelig trang til at give mit besyv med. Og brug for tid til eftertænksomhed, uden et barn i skørterne engang imellem.

Så jeg tænker, vi finder vores vej min datter og jeg. Med nogle timer hver for sig, men stadig flest sammen – noget tid endnu. Jeg ved jo godt, at jeg skal give endnu mere slip senere. Som jeg f. eks gør med min ældste søn, der lige nu bliver inviteret til disko fester lørdag aften, uge-lange spejderlejre og hverdags overnatninger hos sin bedste ven.

På den anden side af tilknytningen ligger adskillelsen, siger min smukke veninde til mig, når jeg vælter rundt i alt dette. Hun mestrer dette på andre måder end jeg. Hun har ikke den samme forladthed i sin krop lige der, så det er nemmere at udleve sig selv og være mor samtidig for hende.

På den anden side af tilknytningen ligger adskillelsen.

Det vil jeg lære mig at overgive mig til nu. At turde adskillelsen, så jeg inderligt og oprigtigt kan sætte mig selv fri og herefter sætte mine børn fri af vores dybe tilknytning. Så tilknytningen lever stærkt i dem, men ikke hæmmer dem. Så de også kan leve stærke, selvstændige liv, hvor de træder deres egne stier og lyser op, hvor de kommer frem.

Tina Josephine Fjordholm