Jeg vil kort fortælle om det her med at komme på rette spor igen – hvis man har mistet lidt føling og god kontakt med et af sine børn

Hånden på hjertet, så var det lige sket igen for mig og min store søn. Han er så åben og sensitiv og meget selvstændig og insisterende og den kombi sender mig til tælling ind imellem. Så jeg havde mistet lidt af den gode kontakt med ham og han havde nogle store vredesudbrud til følge.

Forrige weekend mærkede jeg bare at nu skulle vi op på hesten igen ham og jeg  – sammen i den gode kontakt. Med rammer der gør ham tryg og nærvær der giver ham plads.

SÅ efter en laaang og træls konflikt -dog  efter tingene var landet igen – så satte vi os sammen ved køkkenbordet og så sagde jeg til ham, at der skulle ske nogle ændringer.

Der skulle ske 2 ting. Den ene var at jeg forventede at han kunne gøre 4 daglige ting uden at køre helt op.

Den anden ting var at han ville få lov til mere, fordi når jeg kunne regne med at han var en stor dreng, der kunne samarbejde med mig.

Så jeg sagde til ham,  jeg forventer at du:

-går i bad, når jeg beder dig om det – uden at kalde mig grimme ting først.

-tager tøj på i hverdagsmorgener, når jeg beder dig om det

-gør dig skoleklar med taske, sko og jakke, når vi skal afsted om morgenen

-laver aftensmad på din maddag med far eller mig – uden alt for meget brok

Det snakkede vi lidt om – nok mest mig, men han var nogenlunde med på den.

Og så var jeg hurtig – for drengen skulle jo mærke alt det fede ved at være stor også…

“Så Mattias – hvad kunne du godt tænke dig”?

Og jeg kunne se knægten straks tænkte på nyt legetøj, så jeg skyndte mig at tilføje….”af oplevelser og muligheder”?

Stille tænksom dreng…..

“Jeg vil gerne være længere oppe om aftenen – længere end Sebastian” siger han så.

“Ok” siger jeg – “det er en aftale – en halv time længere end Sebastian. Det giver god mening du gerne vil det”

“Er der andet Mattias, du går og har lyst til?” spørger jeg

Mere tænksom stille dreng………

“ja jeg vil gerne rende længere væk i området, når jeg er ude og lege”

“ok” siger jeg til ham – “hvis bare du lige kommer og siger hvor du render hen, så er det faktisk helt i orden”

Så vi fik lavet en god aftale ved køkkenbordet min ældste søn og jeg – han fik nogle rammer, der gør ham tryg og som han ved, han skal gøre hver dag.

Og han fik også lov til flere ting, fordi han faktisk er stor nu.

Tillid og opgaver går ofte hånd i hånd. Vi vokser, når vi mærker nogle tror på os. Tror på vores evner og vores muligheder.

Kort status – her nogle uger efter – vi har meget bedre kontakt stadigvæk – midt i flytning og andet kaos. Når det er ved at sejle lidt for ham igen – så sætter jeg mig ned foran ham – “må jeg se dine øjne Mattias” Han kigger irriteret op og væk igen. “Må jeg lige se dine øjne igen Mattias”. Han kigger op igen…”Det er nu, du skal gå ud i bad”. “Okay moar – jeg lægger lige de her kort i mappen (pokemon) så gør jeg det”

MEN DET ALLERVIGTIGSTE: Når Mattias kommer ud fra badet – så giver jeg ham et varmt kram og et kærligt smil og hvisker stille i hans øre…”hvor var det bare dejligt du bare gjorde det jeg bad dig om – du er vel nok en stor dreng, der kan mange ting nu. SÅ GODT GÅET, MIN VEN”

Og kære forældre – spring aldrig dette over med at anerkende bagefter – hvis I er ved at ændre mønstre og vaner. Det er dér,  der er direkte kontakt til barnets hjerte og hjerne – når du anerkender et barn, der har gjort alt det bedste det kan for at samarbejde. Se indsatsen – ikke om indsatsen er perfekt. Se indsatsen – børn vil så gerne samarbejde og vi skal altså helst være på pletten og anerkende helhjertet, når de øvet sig meget- ISÆR HVIS VI ER VED AT ÆNDRE NOGLE DUMME INDGROEDE VANER!!

God arbejdslyst med de elskede unger – der kan drive os til vanvid en gang imellem.