Åh kærligheden når vi sidder der med vores nyfødte – åh hvilken lykke det oftest er og hvilken strøm af kærlighed, taknemlighed og det stærkeste bånd nogensinde – det er så stort og dybt og graver vigtige minder i os for altid.

Jeg glemmer aldrig nogensinde de stunder med mine 3 børn – jeg kan mindes og genspille lykken og følelsen med dem alle og huske ret præcist hvor lykkelig og fredfyldt, jeg blev, da de landede der i min favn. Endelig.

JA lige der tager tilknytningen virkelig form. Den starter jo inden, den sunde og nærende tilknytning, når vi forbinder os med barnet derinde i maven – men tilknytningen får en anden fysik og konkret virkelighed, når vi endelig kan holde den lille nye.

Vores beskytter instinkt er vakt, vores løvemor hjerte er tændt, den evige bekymring desværre også – men mest af alt er tilknytningen i gang.

Nogle af os kan have lyst til at holde fast i vores børn, som små, meget længe, i tilknytningens navn, fordi vi elsker rollen som den omsorgsfulde. Nogle af os skal lige øve os lidt ekstra i at huske at spædbarnet bliver en baby, og at babyen bliver en tumling, og at tumlingen bliver et barn med sprog, som går i børnehave, og at børnehavebarnet bliver et velargumenterede skolebarn, og at skolebarnet vokser til, modnes, får stærke vigtige venskaber og kærester og en dag flyver ud i verden.

Alle de slip, vi skal lave på denne rejse som mor, kan ikke tælles på en hånd. Det er meget og det er overvældende – for mange af os. Men ihhh det er så vigtigt at give fri og at give slip.

For når vi giver barnet eller den unge fri til virkelig at være sig selv, der er kærligheden og tilknytningen i virkeligheden allerstørst og stærkest. Vi skal ikke have små kloner af os selv. Vi skal ikke være enige om alt. Vi skal heller ikke følge dem i alt og til alt. Fryden over den mestring, de har indeni, når de lykkedes med noget selv, er så langt vigtigere, end at vi er ens eller magen til hinanden. Den sande kærlighed kommer uden snærende bånd. Den sande kærlighed giver fri til at ønske størst mulig glæde for den anden – også selvom det måske er i en anden retning, end man havde forestillet sig for ens barn.

Så kære mor derude, når dit barn er rede, klar og stærkt og står der og hele kroppen buldrer med mod på at kunne selv, ville selv, lykkedes selv, fejle selv, finde modet selv – så giv endelig lov.

Kærlighed, glæde og stor taknemlighed vil opstå – og måske en lille sorg, fordi en epoke eller tid er slut. Men sådan er livet. En stor bestandig  bølge af forandring. Det eneste i livet, vi helt klart kan stole på – det er, at det vil os det godt, og at det for evigt vil forandre sig. Forandre sig som månen der skifter form, som cellerne i vores krop, der dagligt fornys, og som følelserne i os, der tager til for atter at ebbe ud igen – og ja som børnene i vores liv, der kommer, låner hele vores hjerte og fylder det ud, så vi næsten glemmer os selv, mens de ufortrødent forandrer sig igen og igen, mens vi elsker dem og slipper dem til at blive et lille helt mennesker. Den rejse bliver vi inviteret med til. Men det er ikke vores rejse. Det er deres, så vi gør klogt i at lære at slippe, når tid er.

Så slip dem. Giv fri, når de stærke og klar. Lad livet i dem bevæge sig og forandre sig. Præcist som det er tiltænkt – også selvom du føler sorg og kniber nogle tårer undervejs, fordi du bare elsker så inderligt. Det er deres gave til os. At vi får lov at elske dem helt til månen. Brug det godt.