Month: februar 2019

En mors manifest

Jeg har haft en vidunderlig dag i dag. En af de dage, der gemmer sig i sjælen og varmer selvfølelsen på andre slags dage. En dag brugt i min smukke venindes selskab. Jeg skulle hjælpe hende med noget og vi gjorde det til en anledning at tage en tur rundt i byen med vores unger. Først i parken, så på biblioteket til leg og madpakke og så børnenes lur, mens vi ordnende det, der skulle ordnes.

En god dag, en varm dag, en kvinde dag med samtaler om livsvilkår, sjælelig udvikling, de dybe relationer og vores elskede børn og manglen på frihed og tit forekommende fattigdomsfølelse. Som jo desværre hører sig til, når man har 3 børn og er en følsom sjæl, som ikke altid kan præstere det, som samfundet både belønner og værdsætter.

Så der gik vi og delte mange livs vilkår og en nærende relation. Det var sundt og godt. Og på vejen hjem i min bil kunne jeg bare mærke en kraft – sund, stærk og rebelsk. Hvorfor er der ofte ikke plads til det “hele” menneske i denne verden? Hvorfor er der ikke plads til diversiteten og alle mulige forskellige måder at leve på? Hvorfor er det ofte det kvindelige og feminine, der må lade “livet”, når værdier i samfundet skal kategoriseres.

Jeg ved, der en stor bevægelse fremad med større lighed og mere fælleskab. Både mellem kvinder og mellem mænd og kvinder. Hvor der er mere plads til det nærende, det følende, det bevægende, det dansende, det feminine, det langsomme og alt det procesorienteret som ingen tydelige HER OG NU resultater har.

Nå men på vejen hjem i bilen kunne jeg mærke dette:

Jeg forlænger at få min frihed tilbage.

Jeg forlanger at leve mit kvinde liv, mit mor liv – frit og uden konstant bedømmelse.

Jeg forlanger at være fri, når jeg går hjemme med mit barn for en stund – og ikke tjener penge til skattefar.

Jeg forlanger at være fri for fordømmelse, når jeg arbejder og ikke er sammen med mit barn hele tiden.

Jeg forlanger at være fri til at bage de boller jeg vil – spelt eller ej. Eller bare købe nogen.

Jeg forlanger at blive støttet og holdt af i kvindelige fællesskaber, der ser mig, ser det feminine og hvor processer får lov.

Jeg forlanger at være et helt menneske, der ikke kun er reduceret til at være produktionsenhed i en, til tider, kapitalistisk verden.

Jeg forlanger at have tid til lige at tænke mig om, når noget er svært og opleve respekt for det  “at komme sig igen” kropligt og indeni.

Jeg forlanger at mine børn får tid nok til at være, leve, lege. Uden at være puttet i kasser og systemer. Jeg forlanger at vi forældre kan have tid nok til at give dem de børneliv i frihed og leg, som altid har været tiltænkt børn.

Det var bare det.

Vi ses i virkeligheden

Kærligst Tina

 

Til min søn – mit hjerte

Snart for 10 år siden, var ni måneders venten, asen og masen ved at være til end

Snart for 10 år siden, var jeg så tæt på at give op

Snart for 10 år siden, hvor jeg så bange

Snart for 10 år siden, var alvoren indtrådt i stuen, da de gik op for begge jordmødre, at den her hjemmefødsel var tæt på at blive alvorlig.

Deres smil og anekendende ord blev erstattet af alvor, seriøsitet og jeg kunne lugte frygten. Ikke min egen – den havde været der i mange timer, nej jeg kunne lugte deres.

Åh jeg var så bange og det var en vanskelig fødsel… Men min søn, vores søn, han kom til verden. Først lå han der efter sin lange rejse og trak ikke vejret og var livløs og blå. Jeg mærkede jordmødrenes panik og jeg mærkede mit hjerte blev til is. Jeg bøjede mit hoved i bøn uden overhovedet at tænke og så bad jeg, mens jordmødrene arbejdede på ham…. “Lad ham leve, lad ham leve, kære Mattias, træk vejret min dreng, træk vejret, bliv hos mig” Jeg bad dybt og inderligt og pludselig var han der. Han fik liv, han fik luft og hjertet mit strømmede over af taknemlighed og kærlighed. Han ville gerne leve. Jeg skulle være hans mor.

Mit første møde med min søn var så inderligt og fuld af mening, liv, kontakt og kærlighed. Og sådan er det forsat. Den drengs færden i mit liv – kaster stor mening, kærlighed og styrke omkring mig.

For min ældste søn, han er helt sin egen. Går de veje, han vælger selv. Uanset hvad andre vil. Det driver mig til vanvid, fordi det altid både har været mit talent og min egen forbandelse – at altid ville gå sin egne veje. Livet er ikke nemt på den måde, men det er fuld af mening, mod, styrke og kærlighed. Og den vej ser han også ud til at vælge. Ham min ældste søn.

Ham der brøler fra sit hjertes dyb, når han er vred, så ingen er tvivl om hans styrke.

Ham der på den ene side er så distræt, at han kommer til at gå i skole med natbukser på under tøjet, eller uden underbukser under tøjet, men samtidig er så vis og renhjertet og forstår livets underfundigheder

Ham der sætter liv og ballade alle vores middagsstunder

Ham der spørger om gud, liv, død, mening og livets dybde på en helt almindelig tirsdage.

Ham, jeg bliver vred på, fordi han insisterer på at ville finde sin egen vej – hele tiden.

Ham der sætter mig på plads og siger ting som…..

“mor, jeg mener noget andet, man kan godt mene noget andet end andre, mor.,

” sådan er jeg bare”

“jeg ved VED, det er sådan”

Eller “hold dog op med at snak så højt mor”

Ham der med de reneste øjne fulde af kærlighed, visdom, livsglæde og til tider sørgmodighed har kapret hvert eneste fiber i mit hjerte, siden han landede der og trak vejret sammen med mig for 10 år siden