Jeg har haft en vidunderlig dag i dag. En af de dage, der gemmer sig i sjælen og varmer selvfølelsen på andre slags dage. En dag brugt i min smukke venindes selskab. Jeg skulle hjælpe hende med noget og vi gjorde det til en anledning at tage en tur rundt i byen med vores unger. Først i parken, så på biblioteket til leg og madpakke og så børnenes lur, mens vi ordnende det, der skulle ordnes.

En god dag, en varm dag, en kvinde dag med samtaler om livsvilkår, sjælelig udvikling, de dybe relationer og vores elskede børn og manglen på frihed og tit forekommende fattigdomsfølelse. Som jo desværre hører sig til, når man har 3 børn og er en følsom sjæl, som ikke altid kan præstere det, som samfundet både belønner og værdsætter.

Så der gik vi og delte mange livs vilkår og en nærende relation. Det var sundt og godt. Og på vejen hjem i min bil kunne jeg bare mærke en kraft – sund, stærk og rebelsk. Hvorfor er der ofte ikke plads til det “hele” menneske i denne verden? Hvorfor er der ikke plads til diversiteten og alle mulige forskellige måder at leve på? Hvorfor er det ofte det kvindelige og feminine, der må lade “livet”, når værdier i samfundet skal kategoriseres.

Jeg ved, der en stor bevægelse fremad med større lighed og mere fælleskab. Både mellem kvinder og mellem mænd og kvinder. Hvor der er mere plads til det nærende, det følende, det bevægende, det dansende, det feminine, det langsomme og alt det procesorienteret som ingen tydelige HER OG NU resultater har.

Nå men på vejen hjem i bilen kunne jeg mærke dette:

Jeg forlænger at få min frihed tilbage.

Jeg forlanger at leve mit kvinde liv, mit mor liv – frit og uden konstant bedømmelse.

Jeg forlanger at være fri, når jeg går hjemme med mit barn for en stund – og ikke tjener penge til skattefar.

Jeg forlanger at være fri for fordømmelse, når jeg arbejder og ikke er sammen med mit barn hele tiden.

Jeg forlanger at være fri til at bage de boller jeg vil – spelt eller ej. Eller bare købe nogen.

Jeg forlanger at blive støttet og holdt af i kvindelige fællesskaber, der ser mig, ser det feminine og hvor processer får lov.

Jeg forlanger at være et helt menneske, der ikke kun er reduceret til at være produktionsenhed i en, til tider, kapitalistisk verden.

Jeg forlanger at have tid til lige at tænke mig om, når noget er svært og opleve respekt for det  “at komme sig igen” kropligt og indeni.

Jeg forlanger at mine børn får tid nok til at være, leve, lege. Uden at være puttet i kasser og systemer. Jeg forlanger at vi forældre kan have tid nok til at give dem de børneliv i frihed og leg, som altid har været tiltænkt børn.

Det var bare det.

Vi ses i virkeligheden

Kærligst Tina