En mors manifest

Jeg har haft en vidunderlig dag i dag. En af de dage, der gemmer sig i sjælen og varmer selvfølelsen på andre slags dage. En dag brugt i min smukke venindes selskab. Jeg skulle hjælpe hende med noget og vi gjorde det til en anledning at tage en tur rundt i byen med vores unger. Først i parken, så på biblioteket til leg og madpakke og så børnenes lur, mens vi ordnende det, der skulle ordnes.

En god dag, en varm dag, en kvinde dag med samtaler om livsvilkår, sjælelig udvikling, de dybe relationer og vores elskede børn og manglen på frihed og tit forekommende fattigdomsfølelse. Som jo desværre hører sig til, når man har 3 børn og er en følsom sjæl, som ikke altid kan præstere det, som samfundet både belønner og værdsætter.

Så der gik vi og delte mange livs vilkår og en nærende relation. Det var sundt og godt. Og på vejen hjem i min bil kunne jeg bare mærke en kraft – sund, stærk og rebelsk. Hvorfor er der ofte ikke plads til det “hele” menneske i denne verden? Hvorfor er der ikke plads til diversiteten og alle mulige forskellige måder at leve på? Hvorfor er det ofte det kvindelige og feminine, der må lade “livet”, når værdier i samfundet skal kategoriseres.

Jeg ved, der en stor bevægelse fremad med større lighed og mere fælleskab. Både mellem kvinder og mellem mænd og kvinder. Hvor der er mere plads til det nærende, det følende, det bevægende, det dansende, det feminine, det langsomme og alt det procesorienteret som ingen tydelige HER OG NU resultater har.

Nå men på vejen hjem i bilen kunne jeg mærke dette:

Jeg forlænger at få min frihed tilbage.

Jeg forlanger at leve mit kvinde liv, mit mor liv – frit og uden konstant bedømmelse.

Jeg forlanger at være fri, når jeg går hjemme med mit barn for en stund – og ikke tjener penge til skattefar.

Jeg forlanger at være fri for fordømmelse, når jeg arbejder og ikke er sammen med mit barn hele tiden.

Jeg forlanger at være fri til at bage de boller jeg vil – spelt eller ej. Eller bare købe nogen.

Jeg forlanger at blive støttet og holdt af i kvindelige fællesskaber, der ser mig, ser det feminine og hvor processer får lov.

Jeg forlanger at være et helt menneske, der ikke kun er reduceret til at være produktionsenhed i en, til tider, kapitalistisk verden.

Jeg forlanger at have tid til lige at tænke mig om, når noget er svært og opleve respekt for det  “at komme sig igen” kropligt og indeni.

Jeg forlanger at mine børn får tid nok til at være, leve, lege. Uden at være puttet i kasser og systemer. Jeg forlanger at vi forældre kan have tid nok til at give dem de børneliv i frihed og leg, som altid har været tiltænkt børn.

Det var bare det.

Vi ses i virkeligheden

Kærligst Tina

 

Til min søn – mit hjerte

Snart for 10 år siden, var ni måneders venten, asen og masen ved at være til end

Snart for 10 år siden, var jeg så tæt på at give op

Snart for 10 år siden, hvor jeg så bange

Snart for 10 år siden, var alvoren indtrådt i stuen, da de gik op for begge jordmødre, at den her hjemmefødsel var tæt på at blive alvorlig.

Deres smil og anekendende ord blev erstattet af alvor, seriøsitet og jeg kunne lugte frygten. Ikke min egen – den havde været der i mange timer, nej jeg kunne lugte deres.

Åh jeg var så bange og det var en vanskelig fødsel… Men min søn, vores søn, han kom til verden. Først lå han der efter sin lange rejse og trak ikke vejret og var livløs og blå. Jeg mærkede jordmødrenes panik og jeg mærkede mit hjerte blev til is. Jeg bøjede mit hoved i bøn uden overhovedet at tænke og så bad jeg, mens jordmødrene arbejdede på ham…. “Lad ham leve, lad ham leve, kære Mattias, træk vejret min dreng, træk vejret, bliv hos mig” Jeg bad dybt og inderligt og pludselig var han der. Han fik liv, han fik luft og hjertet mit strømmede over af taknemlighed og kærlighed. Han ville gerne leve. Jeg skulle være hans mor.

Mit første møde med min søn var så inderligt og fuld af mening, liv, kontakt og kærlighed. Og sådan er det forsat. Den drengs færden i mit liv – kaster stor mening, kærlighed og styrke omkring mig.

For min ældste søn, han er helt sin egen. Går de veje, han vælger selv. Uanset hvad andre vil. Det driver mig til vanvid, fordi det altid både har været mit talent og min egen forbandelse – at altid ville gå sin egne veje. Livet er ikke nemt på den måde, men det er fuld af mening, mod, styrke og kærlighed. Og den vej ser han også ud til at vælge. Ham min ældste søn.

Ham der brøler fra sit hjertes dyb, når han er vred, så ingen er tvivl om hans styrke.

Ham der på den ene side er så distræt, at han kommer til at gå i skole med natbukser på under tøjet, eller uden underbukser under tøjet, men samtidig er så vis og renhjertet og forstår livets underfundigheder

Ham der sætter liv og ballade alle vores middagsstunder

Ham der spørger om gud, liv, død, mening og livets dybde på en helt almindelig tirsdage.

Ham, jeg bliver vred på, fordi han insisterer på at ville finde sin egen vej – hele tiden.

Ham der sætter mig på plads og siger ting som…..

“mor, jeg mener noget andet, man kan godt mene noget andet end andre, mor.,

” sådan er jeg bare”

“jeg ved VED, det er sådan”

Eller “hold dog op med at snak så højt mor”

Ham der med de reneste øjne fulde af kærlighed, visdom, livsglæde og til tider sørgmodighed har kapret hvert eneste fiber i mit hjerte, siden han landede der og trak vejret sammen med mig for 10 år siden

 

Mening og betydning

Mening. Betydning.

Det er noget, jeg tænker overordentlig meget over i denne tid. Det sidste halve år har livet tvunget mig til at finde mine værdier endnu tydeligere frem. Og stå i dem. Og være tro mod dem. Det elsker jeg. Og til tider er jeg også ganske udmattet. Simpelthen. Fordi værdier godt kan være besværlige. De kan gøre, at det er umuligt at springe over, hvor gærdet  er lavest. Og andre gange kan ens værdier betyde, at det eneste mulige er, at springe over hvor gærdet er lavest.

F.eks. oprydning og rengøring. Det er et sted, hvor jeg ALTID springer over hvor gærdet er lavest. Jeg er ikke så heldig at lide af rengøringsvanvid og jeg kan SAGTENS slappe af, selvom her roder. Virkelig. Sagtens. Men jeg har det da bedst, når her er rent, pænt og de meste ligge i de rette skuffer og skabe og sådan. Meeeen det ville også kræve at jeg fravalgte noget andet, for at ligge alle tingene i rette skabe og skuffer.

I dag har jeg været på arbejde i 7 timer. Inden jeg tog på arbejde, kunne jeg have ordnet vasketøj, Det gjorde jeg ikke. Jeg tog et varmt bad, som hjalp mine ømme skulder og så legede jeg hundemor og hundepige med min 2 årige datter, hvor morhunden skulle made og ae babyhunden. I en halv time. En halv time, hvor jeg kunne have ordnet rigtig meget vasketøj og have sagt nej: ” mor vil ikke lege” da min datter kiggede op på mig og sagde – “mor skal vi lege”.

Jeg hører tit mig selv sige nej til hende. Fordi der er 2 andre børn herhjemme også. Fordi vikarbureauet har ringet med en vagt, og fordi jeg skal ordne aftensmad. Men min værdi er vitterlig, at jeg vil give min datter et liv med masser af JA. Ja til leg, til sjov, til mening, samvær og betydning. Hun skal vide at hun betyder alverden for mig. Ikke kun høre det i mine ord. Men mærke det i mine handlinger. Sådan som børn mest og bedst mærker vores kærlighed. Når de bliver valgt til i vores dyrebare tid. Dér mærker de kærlighed skinne rent igennem. Intet andet betyder mere for min datter end af få min tid. Det ved jeg og det sløser jeg ikke med. Det er min værdi.

Og derfor springer jeg over, hvor gærdet er lavest med rengøring og oprydning.

Mange kvinder, jeg møder, er fyldt til bristepunktet med gøremål, ansvar, pligter, et summende hoved med alt det, de skal tage sig af. Som mit også ofte har været og stadig er. Min frelse er uden tvivl at springe over gærdet er lavest på ting, der er mindre vigtige for mig. Så som rengøring og min egen skønhed. Desværre. Jeg drømmer stadig om at bo i et rengjort hus, have lange malede negle, pæne sko på række, nyklippet hår og mere æstetik i mit liv. Men det er der, jeg altid glipper, når der er for meget. Og det er ok. Måske bliver det anderledes en dag. Men min værdi omkring at få sagt nok ja til at bruge min tid med mening, i betydning, når min datter vil lege hundemor og hundebaby, den går jeg ikke på kompromis med.

Og sådan er der så meget.

Hvad er dine værdier?

Mærker du dem?

Er du stolt af dem?

Og husker du at sløse andre steder i dit liv, så der er plads til at være mennesker og ikke at tro, du skal kunne alt.

For jeg lover dig – med oprigtigt hjerte, at det ikke er meningen livet. Det perfekte.

Det er sjovt engang imellem at mærke tingene sidder lige i skabet.

Men alle de mange gange vi fejler og ikke lykkedes- det lærer os noget om ydmyghed, åbenhed, diversitet og mangfoldighed.

Gennem min smerte i livet er jeg blevet ydmyg for andres smerte. Som kan se meget anderledes ud end min. Men jeg bilder mig ind, at jeg indimellem kan mærke, når andre lider og måske endda være dem til gavn, når de gør. Det kan jeg, fordi jeg har tilladt at vade rundt i min egen anti succeser i lang tid. Turde satse, springe og fejle stort. Falde dybt og hårdt, og rejse mig igen. Finde mening og børste støvet af og lære at være stolt af det, der bestod og tillade mig til at springe over, hvor gærdet er lavest på resten.

Wee are only humans. Lets connect

 

Slipper du dine børn fri?

Åh kærligheden når vi sidder der med vores nyfødte – åh hvilken lykke det oftest er og hvilken strøm af kærlighed, taknemlighed og det stærkeste bånd nogensinde – det er så stort og dybt og graver vigtige minder i os for altid.

Jeg glemmer aldrig nogensinde de stunder med mine 3 børn – jeg kan mindes og genspille lykken og følelsen med dem alle og huske ret præcist hvor lykkelig og fredfyldt, jeg blev, da de landede der i min favn. Endelig.

JA lige der tager tilknytningen virkelig form. Den starter jo inden, den sunde og nærende tilknytning, når vi forbinder os med barnet derinde i maven – men tilknytningen får en anden fysik og konkret virkelighed, når vi endelig kan holde den lille nye.

Vores beskytter instinkt er vakt, vores løvemor hjerte er tændt, den evige bekymring desværre også – men mest af alt er tilknytningen i gang.

Nogle af os kan have lyst til at holde fast i vores børn, som små, meget længe, i tilknytningens navn, fordi vi elsker rollen som den omsorgsfulde. Nogle af os skal lige øve os lidt ekstra i at huske at spædbarnet bliver en baby, og at babyen bliver en tumling, og at tumlingen bliver et barn med sprog, som går i børnehave, og at børnehavebarnet bliver et velargumenterede skolebarn, og at skolebarnet vokser til, modnes, får stærke vigtige venskaber og kærester og en dag flyver ud i verden.

Alle de slip, vi skal lave på denne rejse som mor, kan ikke tælles på en hånd. Det er meget og det er overvældende – for mange af os. Men ihhh det er så vigtigt at give fri og at give slip.

For når vi giver barnet eller den unge fri til virkelig at være sig selv, der er kærligheden og tilknytningen i virkeligheden allerstørst og stærkest. Vi skal ikke have små kloner af os selv. Vi skal ikke være enige om alt. Vi skal heller ikke følge dem i alt og til alt. Fryden over den mestring, de har indeni, når de lykkedes med noget selv, er så langt vigtigere, end at vi er ens eller magen til hinanden. Den sande kærlighed kommer uden snærende bånd. Den sande kærlighed giver fri til at ønske størst mulig glæde for den anden – også selvom det måske er i en anden retning, end man havde forestillet sig for ens barn.

Så kære mor derude, når dit barn er rede, klar og stærkt og står der og hele kroppen buldrer med mod på at kunne selv, ville selv, lykkedes selv, fejle selv, finde modet selv – så giv endelig lov.

Kærlighed, glæde og stor taknemlighed vil opstå – og måske en lille sorg, fordi en epoke eller tid er slut. Men sådan er livet. En stor bestandig  bølge af forandring. Det eneste i livet, vi helt klart kan stole på – det er, at det vil os det godt, og at det for evigt vil forandre sig. Forandre sig som månen der skifter form, som cellerne i vores krop, der dagligt fornys, og som følelserne i os, der tager til for atter at ebbe ud igen – og ja som børnene i vores liv, der kommer, låner hele vores hjerte og fylder det ud, så vi næsten glemmer os selv, mens de ufortrødent forandrer sig igen og igen, mens vi elsker dem og slipper dem til at blive et lille helt mennesker. Den rejse bliver vi inviteret med til. Men det er ikke vores rejse. Det er deres, så vi gør klogt i at lære at slippe, når tid er.

Så slip dem. Giv fri, når de stærke og klar. Lad livet i dem bevæge sig og forandre sig. Præcist som det er tiltænkt – også selvom du føler sorg og kniber nogle tårer undervejs, fordi du bare elsker så inderligt. Det er deres gave til os. At vi får lov at elske dem helt til månen. Brug det godt.

Kunsten at kunne se børns initiativer

Mit liv er fyldt med børn. Egne børn og andres børn.

Glade børn, vrede børn, begejstrede børn, heldige børn, følsomme børn, stakkels børn, sårbare børn, vidunderlige børn, aktive børn – altid elskelige børn.

Mit liv har været fyldt af børn siden jeg var 21 år. Der fik jeg fik mit første passe børn job. Jeg blev privat børnepasser i børnenes eget hjem. Jeg havde ikke skyggen af erfaring med at passe børn. Nada. Så jeg var usikker på det. Big time. Jeg blev alligevel ansat på stedet til at passe 2 små 6 måneders gamle babyer.  Jeg blev valgt til af både kommune og børnenes forældre, så dee mærkede måske ikke min usikkerhed. Jeg skulle være alene med dem i 7-8 timer hver dag og jeg havde aldrig skiftet en ble. Inden jeg skulle starte, gik jeg ned i en lokal vuggestue og spurgte om jeg måtte komme og være med dem et par dage, bare lige for at se og suge til mig. Det måtte jeg godt.

Aftenen inden jeg startede med at passe disse 2 vidunderlige drenge, der i dag må være 17-18 år, der var jeg så nervøs og tænkte at jeg aldrig mere vile blive den samme. Og det blev jeg heller ikke. Jeg blev mig. Tina, hende, med forstand på børnene. OG det var skønt og godt at komme hjem i den erkendelse.

Gennem årene har jeg uddannet mig, rejst rundt i verden, fået egne børn,  søgt viden,  tonsvis af erfaring, dannet mig og fået karakter indeni. Også karakter af andre, men dem synes jeg egentlig ikke er noget værd, i forhold til indre karakter. Så ja en rejse begyndte dengang. En skøn rejse. En svær rejse. En spændende rejse. En meningsfuld rejse. Og en selvstændig rejse, som indimellem blev ensom, fordi det at gå egne veje er vidunderligt, men ofte også ensbetydende med en eller anden form for ensomhed. En gang imellem.

Midt i mit iværksætteri og firma opstart, er jeg lige startet som vikar i en lokal børnehave i mit nye hood og det er godt.

Efter en lang pause fra daginstitutionsområdet på 5 år, hvor jeg har lagt mit hjerte og energi udelukkende sammen med egne børn.

WHAT A JOY – to be able to do that. TAK.

Nu er jeg så i gang i gang og EN ting slår mig. EN ting. Som er 100 % nødvendigt for at kunne skabe tryghed, forudsigehed og give børn en hverdag, de kan vokse og trives i.

EN TING. og det er evnen til at se børnenes initiativer. 

-børnenes følelsesmæssige initiativer (f.eks.græder, smiler, viser ubehag, forskrækket, bange, glæde, vred, ked, begejstret)

børnenes handle initiativer (f.eks. løber, kaster, hopper, tager noget fra andre, deler noget med andre, dutter dig på armen for kontakt, løber mod dig for kram)

børnenes sproglige initiativer (f.eks. spørger nogen om leg, siger stop, fortæller historie, beder om mad, spørger efter ting, udtrykker toilet behov)

børnenes opmærksomheds initiativer  – (f.eks. at kigge på et andet barn, at kigge på dig, at vende blikket mod et træ, mod himlen, mod døren for at se efter mor)

Børn tager initiativer hele tiden og vi gør klogt i at respondere kærligt, imødekommen, venligt, nogle gange tydeligt og nogle gange særligt accepterende, når vi får øje på disse initiativer.

Nogle voksne i daginstitutioner er eminente til at se børns initiativer. De er guld værd i enhver institution. Man kan ikke være voksen i en børnehave uden at være i stand til i en eller anden grad at kunne se børns initiativer.  Det er naturligt og biologisk bestemt, at vi ser og imødekommer børns initiativer. Nogle af os har bare særligt uddybet viden om det, og kan måske støtte andre til at gøre mere af det. MEN alle voksne i daginstitutioner kan se børns initiativer. Ellers kunne de ikke arbejde der. Se listen ovenover og mærk lige for ofte du har lagt mærke til og responderet positivt, når dit barn eller andres børn har taget lignende initiativer. Det ligger der naturligt i os alle. I promise.

Og hvis du kæmper med det og synes det er svært det her. Både at forstå det her teoretisk og også gøre det i virkeligheden, så læg det fra dig lidt. Måske vil du opleve  noget giver mere mening en anden dag. I virkeligheden og i relationen – eller i en stille stund med dine egne tanker, hvor noget falder på plads.

Jeg synes hvert fald helt personligt, der et det mest livsbekræftende i verden, at være omkring børn ,der viser mig alle deres fine initiativer og mig som voksen, der kan respondere kærligt og vise dem, at verden er god, kærlig og

SONY DSC

at de kan have tillid til at vi voksne tager kærligt imod dem, de er.

God arbejdslyst. Med egne eller andres børn.

Og husk at mit gratis foredrag d. 15. august – også er for jer, der er fagpersoner og er nysgerrigt på alle de her ting på et mere professionel plan. 

Gratis fordrag

Vil du høre en lille historie?…En god en…Her kommer den😍

Jeg er lige flyttet og har mange ting rumsterende rundt i hovedet. Mit overskud til min lille 2-årige datter er desværre røget fløjten en gang i mellem de sidste 5-6 dage.

Vi har haft svært ved at putte hende. Hende, det altid samarbejdsvillige 3’er barn, der normalt sover inden for 5 – 10 minutter, har haft det MEGET svært til putning. Og jeg har råbt og været frustreret. Rigtig frustreret.

Men i dag kunne jeg mærke jeg endnu engang skulle spise min egen medicin, walk the talk og alt det der. Så ja jeg brugte min egne gode redskaber til at komme “hjem” igen. “Hjem” indeni i mig selv og dermed også “hjem” til den gode kontakt med min datter, så hun igen bare lagde sig ned på puden og vendte ryggen til og sov dybt, inden jeg havde nået at trække vejret dybt 10 gange.

Vil du høre mere om disse redskaber, så meld dig til mit gratis foredrag i august. Der er plads til 10. 3 er tilmeldt. Måske vi ses. Se her for mere info

At vende skuden – børn og konflikt

Jeg vil kort fortælle om det her med at komme på rette spor igen – hvis man har mistet lidt føling og god kontakt med et af sine børn

Hånden på hjertet, så var det lige sket igen for mig og min store søn. Han er så åben og sensitiv og meget selvstændig og insisterende og den kombi sender mig til tælling ind imellem. Så jeg havde mistet lidt af den gode kontakt med ham og han havde nogle store vredesudbrud til følge.

Forrige weekend mærkede jeg bare at nu skulle vi op på hesten igen ham og jeg  – sammen i den gode kontakt. Med rammer der gør ham tryg og nærvær der giver ham plads.

SÅ efter en laaang og træls konflikt -dog  efter tingene var landet igen – så satte vi os sammen ved køkkenbordet og så sagde jeg til ham, at der skulle ske nogle ændringer.

Der skulle ske 2 ting. Den ene var at jeg forventede at han kunne gøre 4 daglige ting uden at køre helt op.

Den anden ting var at han ville få lov til mere, fordi når jeg kunne regne med at han var en stor dreng, der kunne samarbejde med mig.

Så jeg sagde til ham,  jeg forventer at du:

-går i bad, når jeg beder dig om det – uden at kalde mig grimme ting først.

-tager tøj på i hverdagsmorgener, når jeg beder dig om det

-gør dig skoleklar med taske, sko og jakke, når vi skal afsted om morgenen

-laver aftensmad på din maddag med far eller mig – uden alt for meget brok

Det snakkede vi lidt om – nok mest mig, men han var nogenlunde med på den.

Og så var jeg hurtig – for drengen skulle jo mærke alt det fede ved at være stor også…

“Så Mattias – hvad kunne du godt tænke dig”?

Og jeg kunne se knægten straks tænkte på nyt legetøj, så jeg skyndte mig at tilføje….”af oplevelser og muligheder”?

Stille tænksom dreng…..

“Jeg vil gerne være længere oppe om aftenen – længere end Sebastian” siger han så.

“Ok” siger jeg – “det er en aftale – en halv time længere end Sebastian. Det giver god mening du gerne vil det”

“Er der andet Mattias, du går og har lyst til?” spørger jeg

Mere tænksom stille dreng………

“ja jeg vil gerne rende længere væk i området, når jeg er ude og lege”

“ok” siger jeg til ham – “hvis bare du lige kommer og siger hvor du render hen, så er det faktisk helt i orden”

Så vi fik lavet en god aftale ved køkkenbordet min ældste søn og jeg – han fik nogle rammer, der gør ham tryg og som han ved, han skal gøre hver dag.

Og han fik også lov til flere ting, fordi han faktisk er stor nu.

Tillid og opgaver går ofte hånd i hånd. Vi vokser, når vi mærker nogle tror på os. Tror på vores evner og vores muligheder.

Kort status – her nogle uger efter – vi har meget bedre kontakt stadigvæk – midt i flytning og andet kaos. Når det er ved at sejle lidt for ham igen – så sætter jeg mig ned foran ham – “må jeg se dine øjne Mattias” Han kigger irriteret op og væk igen. “Må jeg lige se dine øjne igen Mattias”. Han kigger op igen…”Det er nu, du skal gå ud i bad”. “Okay moar – jeg lægger lige de her kort i mappen (pokemon) så gør jeg det”

MEN DET ALLERVIGTIGSTE: Når Mattias kommer ud fra badet – så giver jeg ham et varmt kram og et kærligt smil og hvisker stille i hans øre…”hvor var det bare dejligt du bare gjorde det jeg bad dig om – du er vel nok en stor dreng, der kan mange ting nu. SÅ GODT GÅET, MIN VEN”

Og kære forældre – spring aldrig dette over med at anerkende bagefter – hvis I er ved at ændre mønstre og vaner. Det er dér,  der er direkte kontakt til barnets hjerte og hjerne – når du anerkender et barn, der har gjort alt det bedste det kan for at samarbejde. Se indsatsen – ikke om indsatsen er perfekt. Se indsatsen – børn vil så gerne samarbejde og vi skal altså helst være på pletten og anerkende helhjertet, når de øvet sig meget- ISÆR HVIS VI ER VED AT ÆNDRE NOGLE DUMME INDGROEDE VANER!!

God arbejdslyst med de elskede unger – der kan drive os til vanvid en gang imellem.

 

 

 

 

Marte meo princip 3 – at sætte ord på barnets og egne initiativer

Marte meo metoden er udviklet af hollandske Maria Aarts i 1987. Marte meo betyder – ved egen kraft. Maria Aarts udviklede metoden ved at studere det naturlige samspil i velfungerende familier, så hun bedre kunne støtte familier med vanskeligheder. På den måde definerede hun disse marte meo principper, som kan understøtte det sunde og udviklende samspil mellem børn og voksne. Jeg vil i en blog-serie undervise i de 5 grundlæggende marte meo principper.

Se marte meo intro her

Se marte meo princip 1 her

Se marte meo princip 2 her

Nu er vi nået til det tredje marte meo princip – at sætte ord på barnets og egne initiativer.

Det her princip handler om to ting. At sætte ord på barnets initiativer, og at sætte ord på sine egne initiativer.

Jeg kalder det også for “jeg sprog”, når et menneske sætter ord på sig selv. Det synes jeg,  er en meget overskueligt måde at se det på. I daglig tale.For når et barn eller voksen er i stand til at udtrykke sig selv og sige jeg om sig selv,  så er der ofte  en sund forankring indefra. Det at kunne sige “jeg” om sig selv og kunne sætte ord på sine egne initiativer, er en af grundstenene til at mestre socialt samvær og noget af det vigtigste for at kunne kommunikere med de andre.  Det at kunne præsentere sig selv positiv og tydeligt. Det støtter vi altså barnet til, når vi sætter ord på initiativer – både barnets og vores egne.

Så nu vil jeg lige dissekere det lidt for dig. Altså vi kan støtte vores barn ved at sætte ord på deres initiativer. Men vi kan også støtte det ved at sætte ord på os selv.

At sætte ord på barnets initiativer: Når vi sætter ord på barnets initiativer, bliver det bekræftet i sin væren og det giver barnet ro til at fordybe sig og blive  i sin leg eller aktivitet. Et eksempel kunne være den lille nyfødte der kigger på lyset på væggen og du stille siger, ” ja du kigger på lyset lille skat” Eller den lille 1 årige, der stabler en rød klods ovenpå en anden og vi helt enkelt siger ” ja du bygger tårn”. Eller den 2 årige , der koncentreret går op af trappen og vi siger “du går op af trappen”. Eller den 3 årige der gynger højt på sin gynge og vi siger “ja sikke du gynger”. Eller den 4 årige, der kører stærkt på sin cykel og vi siger ” du har godt nok fart på nu min skat”. Eller den 5 årige, der giver os en tegning og vi siger, “du giver mig en tegning, tak min skat, den er jeg glad for”

Ja sådan kunne jeg blive ved. At sætte ord på barnets initiativer er enkelt og uden lange forklaringer, overdreven ros eller en masse spørgsmål. Det er enkelt, og præcist hvad dit barns hjerne er i stand til at forstå. Er der for mange ord, forsvinder betydningen for børnene og de står af. Så hold det enkelt, når du sætter ord på dit barns initiativer.

Det barnet lærer og udvikler, ved at du sætter ord på dets initiativer, er en meget lang liste og jeg vil kort nævne nogle af tingene her. Først har det en stor betydning for tilknytning. For barnet oplever sig set og elsket, når du tager tid til at være sammen med barnet, omkring de initiativer, det tager. Jeg forestiller mig, at barnet oplever det sådan her:

” jeg er værdigfuld, når mor smiler og siger jeg spiser min mad/leger med sandet eller kører med vognen….”

“jeg betyder noget for far, når han sidder der og smiler, mens han siger, jeg bygger mit tårn”

“mormor synes jeg er interessant, når hun siger, hvor meget jeg øver mig, når jeg går op af trappen”

faster kan godt lide mig, når hun ler og siger, jeg gynger højt

Så det at sætte ord på børns initiativer er spækket med muligheder for tilknytning og relations dannelse. Det styrker barnets selvfølelse positivt, og det vil tage dine opmuntrende og kærlige betragtninger med sig dybt i sin væren fremover. Det styrker også barnets evne til at fordybe sig i sine egne initiativer. Sat lidt på spidsen kan vi sige, at et barn der bliver spurgt om en masse, mens det leger, nemt bliver lidt forstyrret i sin energi….”Skal jeg hente hesten?”, “skal vi bygge?”, “hvor skal den være?”, “hvor mange er der dèr?”, “hvad farve er det?”, kan du gøre det igen?”. Nej vi behøver ikke alle de spørgsmål. Vi behøver “bare” at se lægge mærke til og så sætte ord på. “Du synes dyrene er spændende, “du kigger på klodserne”, ” sikke mange farver du har dér”.

Og sådan kunne jeg blive ved igen, men jeg tænker du har hørt budskabet nu. Hold det enkelt, sæt ord på. Dit barn vil udvikle solid selvfølelse, knytte sig til dig og blive eminent til at fordybe sig i sine egne lege og aktiviter.

At sætte ord på egne initiativer: Det at sætte ord på dine egne initiativer er også vigtigt i samspillet med dit barn. Det gør barnet trygt, og det vil opleve forudsigelighed, når du sætter ord på dine initiativer.

“Jeg tørrer lige din næse”

“jeg hjælper dig med bukserne”

“nu giver jeg dig en ble på”

“nu henter jeg dit nattøj”

“nu går mor, jeg kommer igen, jeg kommer altid igen”

“nu lægger jeg mig her ved siden af dig, så skal du sove”

“jeg kan se du er træt, du skal sove nu”

“jeg løfter dig”

“jeg kan se, du er ked af det”

“jeg kommer og hjælper dig nu”

“jeg bliver vred, når du ikke kommer med”

Børn elsker tydelige voksne. Det er trygt, ligeværdigt, godt og forudsigeligt. Små børn forstår aldrig ironi, sarkasme og “voksen” jokes. Aldrig. Vær tydelig med det du gør og det du siger. Du kan som voksen skabe utrolig mange konflikter ved at være utydelig, bruge ironi og sarkasme. Børn bliver usikre af det.. (Jeg kommer meget mere ind på tydelighed i positiv ledelse, som er det 5 og sidste af de fem grundlæggende marte meo principper) 

Så når du bruger jeg sprog sprog(sætter ord på dig selv) støtter du dit barn til at blive tryg. Tryg ved dig, men også tryg i sine fremtidige relationer. Noget andet fantastisk ved at bruge jeg sprog, er også at dit barn lærer at sætte ord på sig selv fra ret tidlig alder. Et barn der kan sætte ord på sig selv, har det så meget nemmere socialt. Fordi det kan præsentere sig selv og være tydelig, så de andre børn kan mærke dem og deres energi. Når lille Sofie i 3 år har hørt mor sige “jeg” og være tydelig, ja så vil lille Sofie have meget nemmere ved at gå over i børnehaven som 3 årig og sige “jeg vil også gerne være med”

Det var alt for denne gang. Næste marte meo princip er turtagning!! Coming up – soon.

 

 

 

Marte meo princip 2 – At Bekræfte Sit Barns Initiativer Positivt

Marte meo metoden er udviklet af hollandske Maria Aarts i 1987. Marte meo betyder – ved egen kraft. Maria Aarts udviklede metoden ved at studere det naturlige samspil i velfungerende familier, så hun bedre kunne støtte familier med vanskeligheder. På den måde definerede hun disse marte meo principper, som kan understøtte det sunde og udviklende samspil mellem børn og voksne. Jeg vil i en blog-serie undervise i de 5 grundlæggende marte meo principper.

Se marte meo introduktion  her

Se 1. marte meo princip her 

Her skal det handle om det 2. marte meo princip – at bekræfte sit barns initiativer positivt.

I forrrige marte meo indlæg lærte vi at se initiativet. Alle de ting dit barn siger, gør, føler og iagttager er i virkeligheden en masse initiativer, som du kan få øje på og give plads til ved at følge initiativerne. Når du har øvet dig i det, kan du også begynde at lægge mærke til, hvordan du responderer på disse initiativer. En god måde at respondere på børns initiativer er ved at bekræfte dem. Så det skal vi tale om nu. Hvordan vi kan bekræfte barnets mange initiativer positivt.

Hvis vi lige kort skal blive i historien fra forrige indlæg, hvor vi følger den lille 2 årige, der tager en masse initiativer for at komme op til vasken og tage en tår vand, ja så skal vi øve os i at respondere positivt på hendes mange anstrengelser og bekræfte hendes initiativ.

“hvor var det godt klaret, du kunne tage en tår vand helt selv. Sådan min ven”

Det kan også være den distræte 5 årige dreng, der sjældent husker at hænge sin egen jakke op på knagen, men lige præcis denne tirsdag eftermiddag, har han husket det. Vi ser måske lige initiativet ud af øjenkrogen, men her er det så fint at huske at bekræfte hans handle initiativ positiv.

“det var dejligt du hang din jakke op på knagen Frederik”.

Det magiske her er, at vi har direkte kontakt til barnets hjerte, hjerne og hukommelse på en gang. Alle de gange vi siger, husk det nu eller hvorfor har du ikke husket det, der taler vi meget ofte for døve ører. Men her lige midt i nøæværet, hvor livet egentlig udspiller sig, ja der kan vi bare nå helt ind til børnene. Frederik vil føle sig set og respekteret, når du husker bekræfte ham i alle hans anstrengelse på at samarbejde, lige mens han gør det. Ofte er hans hjerne alle andre vegne end lige til at huske at hænge sin jakke op, men lige i dag lykkedes det. Der gør du bare klogt i som forældre at se hans initiativ og bekræfte det. Jo oftere du bekræfter de ting, du ønsker din søde Frederik gør mere af, jo oftere vil han gøre det.

SÅ hvis du gerne vil have, at han stiller sin tallerken i opvaksemaskinen, når I har spist, så bekræft ham, når han gør det. Hvis du gerne vil have, at han husker at lægge sit legetøj på plads, når han har brugt det, så bekræft ham, når han gør det.

“Tak for du lige huskede at rydde op efter dig, det var dejligt”

“sikke du spiser godt i dag, det er dejligt”

“Det var godt du selv kunne finde dit tøj i skabet i dag, godt klaret”

“det er dejligt vi kan samarbejde om at komme ud af døren her til morgen”

Det vigtigste, ved at bekræfte dit barns initiativer positivt, er, at det styrker dit barns selvfølelse. Det vil føle sig værdifuldt, fordi det bliver set og vil føle sig som en del af et fællesskab, der er værd at være en del af. Det styrker også barnets selvstændighed og tro på at hans indspark til verden er betydningsfulde.

Det er så mange måder, vi kan bekræfte vores børns fine initiativer positivt og få dem til at føle sig set, elskede og respekterede. Et nik, et smil, et skulderklap, et kærligt blik, der er utallige måder også uden ord, hvorpå vi kan vise vores anerkendelse af børnene og alt det, de viser os.

Et halvstort, men genert barn, der ikke har super nemt ved at tale højt i forsamlinger, tager måske lige mod til sig en aften og fortæller en sjov historie fra børnehaven ved gæstebordet, mens der sidder mange og lytter. En lille nik og et kærligt blik fra hans mor imens, kan sprede varme, ro og sikkerhed i dette barn og medvirke til, at han tør gøre det igen en anden gang.

Eller den lille 2 årige, der snakker løs og “fortæller” en masse ting. Måske den lille 2 årige har været på besøg hos nogen, der havde et akvarium med sjove fisk i og meget gerne ville fortælle den historie til sin far, da han er hjemme. Men ordforrådet rækker på ingen måde endnu, men den lille 2 årige stiller sig stolt op og siger “isk, isk, isk”. Mange gange. Her kan man lige bekræfte barnet og sige” ja du fortæller far, at du har set en fisk i dag hos Karen. Den lille 2 årige smiler stolt, kigger op på begge voksne og siger igen “isk, isk isk, mig stor”. “Ja det er rigtig, du så en stor fisk i dag”. Det er også at bekræfte et barns initiativ.

Der er to måder, hvorpå du kan arbejde med dette i dig selv i samspillet med dine børn. For det første kan du begynde at lægge mærke til alle de gange, du helt sikkert allerede bekræfter dit barn positiv. Vi gør det nemlig oftere end vi tror, de fleste af os. Den anden måde er at arbejde videre fra sidst, hvor du øvede dig på at få øje på dit barns forskellige initiativer, og herfra helt bevidst begynde at bekræfte disse initiativer.

“det var godt klaret”

“super godt”

“sådan”

“det var dejligt at du…..”

Lad mig endelig høre om dine erfaringer. Enten her i kommentar feltet eller på mail: kaerligtsamspil@hotmail.com.

God fornøjelse.

De venligste hilsner Tina Josephine Fjordholm

 

 

 

 

Den Type…..Hjemmegående Mødre…

 

Jeg har gennem det sidste års tid været en hjemmegående mor. Haft min datter omkring mig hver evig eneste sekund. Det har været skøøønt og jeg er glad over, at jeg gjorde det. Det har IKKE været en dans på roser. Der har været masser af frustrationer og det har været sindssygt at leve så sparsomt, da vi kun har levet af Brians løn. Men selvfølgelig har det været en gave for livet at vælge hende til på den måde. Fordybe mig så vildt i det der lille lækre mennesker, der landede på min mave for 2 år siden. Selvfølgelig har det været en sjælerejse for både hende og jeg at give den maks. gas med samvær og samhørighed. Men man siger jo, at vi skal stoppe mens legen er god – og det gør jeg så nu. Vuggestue livet kalder 1.april.

Nå men på min vej rundt i hjemmegående livet har jeg mødt mange sjove typer og mange fordomme. Både de udtalte og de der fordomme, man kan aflæse i de rynkede bryn og stemningen i samtalen.

Så her kommer de typer hjemmegående, jeg har mødt på min vej

DEN HELLIGE HJEMMEGÅENDE MOR: Tag dig i agt for denne pragteksemplar af en kvinde. Hun er enten højt hævet over os alle sammen, eller så lyver hun, så væggene driver. I hvert fald fremgår det tydelig, at hun stornyder hver eneste dag med sit yngel. Den eneste rigtige vej, i moderskabet, er den vej, hun tager. HUN vælger nemlig altid sine børn til – hver dag og evigt og altid. Hun ammer til de er 5 år og har dem i hjemmeskole til de er 15 år. Hun bander aldrig. Hun er stort set altid iført en eller anden form for uld og har sjove ting i håret. Hun spider dig og dit selvværd med kommentarer som, “den tid kommer jo aldrig igen”, “ja JEG ofrer mig jo lidt nu for mine børn” og “du vil aldrig fortryde det”. Hun kan også være den kvinde, der gik hjemme for 20 år siden, som tydeligt er stolt af sit valg og forventer tyst, at hele verden burde gøre som hende.

DEN COOL HJEMMEGÅENDE MOR: WOW der er knald på hende her. Hun går også i noget uld og sådan, men hun er lige den tand mere fleksibel og siger ting som ” ja men hvis det ikke fungere for dig mere, så….” Hun er en ret fed type og har hænderne i mange forskellige bolledeje. Hun jobber den lidt med noget undervisning ved siden af pasning af eget yngel, passer af til naboens børn for en skilling og samler områdets børn og mødre til kaffe og sang leg. Vi elsker hende alle sammen og vi vil også gerne være hende lidt. Bare lidt.

HJEMMEGÅENDE BY MISTAKE: Så er der den hjemmegående der bare er hjemmegående med ungerne, fordi livet bare blev sådan. Lidt af uheldige omstændigheder, såsom ingen ordentlige pasningsmuligheder, eller fordi hun blev fyret. Hun er den glade, happy go lucky type, som giver liv og glade dage til  alle sanglegs aftalerne, fordi hun tør sige ting som” jeg gider overhovedet ikke gå hjemme, nu blev det bare sådan og jeg har sgu en kage mere i ovnen.  Hun er ikke den, man deler de dybeste ting med, men hun er GULD værd.

DEN HEMMELIGE HJEMMEGÅENDE MOR: Hende her går hjemme med ungerne på lånt tid. Hun har nemlig ikke råd, så hun gør det på dagpenge. Måske hun er enlig eller så støtter manden hende ikke. Så ungerne har plads i vuggeren, hun bruger den bare ikke. Der er intet ekstremt over hende her, hun har bare for meget hjerte til at aflevere sit barn på 11 måneder, når hun alligevel er derhjemme uden job. Det hele er på lånt tid, men hun tænker, går den – så går den. Hun tænker bare hver måned ekstra med mit barn er givet godt ud.

DEN RIGE HJEMMEGÅENDE MOR: Kender ikke – har bare læst om hende. Hun lyder sjov – OG RIG.

DEN DEPRESSIVE HJEMMEGÅENDE MOR:Ja den her er lidt ømtålelig. Men hun findes jo i rigt mål. Måske til dels i alle hjemmegående mødre fra tid til anden. Og for nogle hele tiden. I de tilfælde, hvor der er decideret konstante depressive tilstande, kan det være lidt vanskeligt at være barn. Hvilket barn på 1 1/2 år kan rumme at gøre mor glad. Hmmmm… lidt at arbejde med her. Men de fleste har sikkert selvindsigt nok til at sende børnene  i noget pasning og få ladet lidt op alene.

DEN PENSIONEREDE HJEMMEGÅENDE MOR: Hun er hende, der virkelig ikke gider mere hjemmegående pis. Hun er hende, der sætter Dora the explorer på fjernsynet og håber at ungen i det mindste er underholdt længe nok til, at hun får skrevet et blogunderindlæg, eller tjekket facebook. Når barnet efter 10 min ikke længere er underholdt, får den hjemmegående mor ondt i maven og tænker, hvordan får jeg hende nu til at tie stille – bare lige lidt længere. Hun er den hjemmegående mor, der har elsket hvert øjeblik af hjemmelivet med sit elskede barn, selvom det også har været hårdt, frustrerende, ensomt og fattigt. Hun er den mor, der har lidt af alle typerne i sig. Hun er den mor, der ringer til vuggeren og siger plads NU. Og så tuder hun og får dårligt samvittighed. Men mest tænker hun freeeedom – here I come.

 

 

1 2