UDDRAG FRA MIN KOMMENDE BOG “KÆRLIGT SAMSPIL MED BØRN”

Jeg har skrevet denne bog, fordi den bankede på og ville skrives. Nærmest det øjeblik ideen opstod, greb jeg efter min computer og begyndte at skrive. Ord der blev født, inspiration der skulle deles og erfaring der ville bruges.

Mit håb er, at de forældre der finder vej til denne bog, kan læne sig lidt ind i mine ord, og måske mærke, at de ikke er alene med alt det svære i forældreskabet. Mærke at der er ting vi kan gøre for at få glæde og flow tilbage i vores forældreliv, når vi føler os ensomme og forkerte og dømt ude. Mit håb er også at inspirere til den dybe tilknytning til børnene. Inspirere til at tilknytning mellem forældre og børn også er fyldt med leg, humor, autenticitet og plads til alle slags følelser. Jeg håber, at vække eller genvække forældrenes tro på at de er gode forældre, at alt de gode de giver, er noget værd. At vores forældregeneration er modige, ærlige, kærlige. Trods eksperters dommedags profetier over vores forældregeneration og vores umulige unger. Sidst men ikke mindst er mit håb også at forældre tør blive endnu modigere og tør kigge endnu dybere i sig selv sammen med mig i denne bog, mens de stille og blidt stiller små spørgsmål. Små spørgsmål, der måske åbner op til en lille forandring i samspillet med børnene, så vi kan forbinde os dybere, lade latter fylde mere, favne glæden mere bredt og lade lykken gribe os om hjertet, mens kærligheden overvinder alt.
Bogen er kort sagt skrevet som en støttende hånd i ryggen til alle de vidunderlige forældre, som har lyst til at favne forældreskabets mange følelser lidt dybere, tænde bevidstheden yderligere og se ind bag samspillet, vi tilbyder vores børn, så de bedre kan mærke os, mærke sig selv, og kærligheden der flyder imellem os. Det er en bog om tilknytning, kontakt, følelser og krop i småbørnsfamilien.

Det har været en berigende rejse at skrive denne bog, og jeg er ydmyg over for den kreative energi, der ligger i sådan en tilblivelses proces. Jeg må også være ærlig og sige, at jeg har vaklet og tvivlet indimellem. På produktet, på mig selv, dog aldrig på budskabet. Måske mere tvivlet på om jeg var den rette til at give dette budskab vinger. Fordi jeg til tider syntes, at jeg har så meget at lære og sjældent kommer helt i mål med alt det, jeg ønsker at give mine egne børn. Undervejs gik det op for mig, at det var præcis derfor, jeg skulle skrive den. For intet i denne bog kommer fra et sted, hvor jeg føler mig hævet over andres problemer, smerte og lidelse. Jeg tror ikke på udtrykket, ”når jeg kan, kan du også” – det bringer ofte kun afstand og forkerthed i os mennesker. Vi har nemlig alle vores individuelle udfordringer og jeg er ydmyg overfor, at hvad der kommer let til mig, kan være svært for andre. Ligesom jeg beundrende og måbende har set andre mestre områder i deres liv, som jeg kæmper så smerteligt med. Så midt i al denne indre tvivl, spurgte jeg ofte mig selv, hvordan jeg skulle håndtere tvivlen, og svaret var altid – skriv. Så jeg skrev. Nu ligger bogen her hos dig.

Mit helt personlige incitament, til at kalde bogen dens titel, er, at jeg ved noget om at være i kærligt samspil. Sådan indefra. Jeg ved også en masse om ikke at være det. Det er smertefuldt. Det er ensomt. Noget af det vigtigste, jeg har lært gennem mit liv, er, at det er muligt at bryde mure af tavshed og følelser af forladthed og kigge op og se, om der er andre måder, andre veje, andre mennesker. Det er der altid. Der er altid andre måder at gå vejen på, når det bestående tvinger dig i knæ. De knæk nogle af os, har fået i den tidlig tilknytning, de behøver ikke at bremse alt og definere os for evigt som forældre. Vi kan, med små skridt træde nye stier i nervesystemet og hjertets dyb, så vi langsomt og over tid kan skabe andre spor, der kan hjælpe os med at lade vores børn kan opleve og mærke vores kærlighed, mens de er børn, så fine og helt åbne. Så de oplever et NU, hvor kærligheden fra os voksne flyder så uforstyrret som muligt.

Et hjerte der åbnede sig
Jeg fattede tidligt i mit liv interesse for børn og voksnes måde at være i kontakt med børn på. Jeg nåede dårlig selv at blive voksen, før jeg mærkede min store interesse for børn, trivsel og kontakt. Når jeg færdes i verden, optog det mig altid hvordan voksne gjorde med og omkring børn. Hvad der åbnede kommunikationen og hvad der lukkede den. Jeg begyndte at samle egne erfaringer og danne egen redskaber og jeg mærkede også til tider stor forundring over mangelfuld omsorg og indlevelse i børn liv. Jeg havde en særlig oplevelse som helt ung. Jeg var ansat i en medhjælperstilling i en vuggestue, da jeg var i starten af 20’erne. Klokken var 11 og børnene skulle have mad. Der var en yndig, lille, sød og insisterende pige på 2 år, der ikke ville gøre det, den voksne bad hende om. Hun ville ikke spise eller sidde ”ordentligt”, som den voksne krævede. En konflikt var i gang. En voksen med meget erfaring og autoritet ”tog sig” af situationen. Pigen var blevet ked af det og græd meget. Den voksne var vred og irriteret. Så hun tog den lille pige og satte hende ind i et andet rum, hvor hun sad og græd og græd. Alene. Jeg blev selv ked af det og spurgte hvorfor, og om jeg skulle hente hende. Jeg fik et kort nej. Pigen græd stadig. Jeg var selv en ret usikker person dengang og en stor undskyldning for mig selv, så jeg sad der bare og blev mere og mere ked af det, mens den lille pige græd i rummet ved siden af. Men pludselig dybt inde åbnede mit hjerte sig og min sjæl kaldte. Jeg rejste mig op og gik ind til den lille pige og tog hende i hånden og med ud til bordet, hvor jeg tog hende i min favn og vuggede hende stille frem og tilbage. Vi var i kontakt og hun faldt til ro. Dér vidste jeg det for første gang. Sådan dybt og alligevel lidt ubevidst. Jeg mærkede en fornemmelse af at jeg skulle noget med det her. At jeg ville gøre mit til at børn i min varetægt ikke skulle sendes væk, afvises for at føle ting i ensomhed uden kontakt.
Jeg har siden dengang taget mange pædagogiske kampe, fordi jeg har insisteret på, at vi skulle se barnets perspektiv. Jeg har insisteret på at se hvilke initiativer, der er bag barnets handling. Hvorfor reagerer det sådan, og hvorfor handler det sådan? Hvordan kan vi komme i kontakt igen efter en konflikt med et barn. Jeg blev simpelthen nysgerrig. Nysgerrig på hvordan børn kunne føle sig mere set, hørt og opleve sig elsket, præcis som de var. Gennem tiden har jeg forfinet min viden. Jeg har uddannet mig og søgt viden alle steder, det var mig muligt. Jeg har åbnet mit hjerte dybere og dybere for at kunne se ind bag børnenes perspektiver. Jeg har insisteret på at mit eget moderskab kunne rumme følelser. Alle følelser. Også dem jeg næsten ikke kunne bære. De tunge, de svære, de skamfulde. Jeg har iagttaget, følt, undersøgt, tænkt, mærket og struktureret, så jeg fandt noget, der gav mening.
Jeg har forfinet min måde at være i kærligt samspil på, så der er mere plads og flere muligheder. Flere muligheder for at tilknytning får lov at udfolde sig, at kontakten kan opstå og at følelser får lov at være der og at kroppen også får liv og plads. Jeg har revideret mit syn på, at jeg skal præstere til perfektion, til at jeg bare gerne må vælge kærligheden. Og I guder den er der. Kærligheden til børnene. Mine egne selvfølgelig. Og så sandelig også alle de andres. På seminaret blev vi fortalt, at vi ikke måtte elske at være sammen med andres børn og da slet ikke udtrykke det i ansøgninger. Jeg skrev det alligevel. For jeg elsker at være sammen med børn, og jeg elsker at være nysgerrig og se ind bag det alt sammen og finde det helt særlige ved det enkelte barn. Jeg elsker at være så stille og lyttende, at jeg kan høre barnets lille hjerte slå og sjælen synge, imens barnet tager sjove forunderlige initiativer. Vidunderlige initiativer, jeg kan danse sammen med for at komme tættere på.

Redskabernes magi
Det, jeg, som fagperson inden for pædagogik og terapi, synes er allermest spændende og forandrende, er brugen af gode redskaber. Konkrete redskaber, rå praksis og forandring. Forandring har meget med krop at gøre. Vi kan ikke kun tænke os til forandringer i samspillet med børn. Det skal mærkes, leves, afprøves og leges. Det er gennem den daglige praktik med det kontaktfyldte samspil, vi kan elske børn til at tro sig selv og få kendskab til deres egne ressourcer. Vi kan gennem det kærlige samspil, skaber børn der vil vokse op med et kærligt forhold til sig selv, som tør elske med åbne hjerter, udleve deres egne visioner og deltage i verdens fællesskaber. Børn der tør sige fra til dårlig adfærd og nej til mørke handlinger og vælge lysets og kærlighedens vej. Vi har brug for sådanne mennesker i vores verden.
Jeg er ikke prædikant for det perfekte. Vi vil alle falde i uhensigtsmæssige mønstre med vores børn, hvor vi mister grebet – igen og igen. Det er ikke en dans på roser at være forældre og jeg bliver ærgerlig, når jeg mærker det perfekte forældreskab blive fremhævet som et helligt ideal i samfundet. Børn har ikke brug for perfekte forældre, nej de har derimod brug for at mærke og vide, at vi er ægte mennesker, der tør være os selv. Tør være autentiske. Det ”perfekte” har børn aldrig efterspurgt, det er noget vi voksne helt selv har opfundet. Måske skabt af både kommercielle interesserer og af samtidens præstationsånd. Jeg mener vi skal være nænsomme med os selv og se om vi kan fralægge os idealerne om det perfekte, og i stedet se om vi kan træde mere og mere tydeligt frem med vores nærvær, kontakt og kærlighed til børnene. Måske vi bare skal øve os i en gang imellem at være så stille, at alt det vidunderlige glædesfyldte kan opstå og træde frem som det vigtigste. Lytte intenst. Huske også at ligge på gulvet og være tilgængelig for et legende, hoppende, spørgende og åbenhjertet barn.
Kærligt samspil med børn er sat sammen af alle de prægninger, jeg har været igennem i mit liv. Viden og teori fra pædagogseminariet, det pædagogiske arbejde i institutionsmiljøet, marte meo uddannelsen, Ulla Rung Weekes viden og metoder omkring kontakt og kroppen, Susan Harts teori, det terapeutiske samspilsarbejde med familier, og selvfølgelig og mest nært mit eget moderskab.
Bogen har 8 kapitler. Hvert kapitel rummer 3 dele. Første del indeholder teori eller andet videns indhold, anden del giver mange konkrete redskaber til at bruge i hverdagen og hvert kapitel vil afslutte med en personlig fortælling, som jeg håber, vil give bogen liv og mulighed for, at forældre kan spejle sig i historierne og genkende noget. Spejle sig i det vanskelige, genkende følelserne, så de oplever, at de ikke er alene om at føle håbløshed og afmagt engang imellem, mens de står der med det lille barn i armene. Måske også få vakt et lille håb.
Jeg har valgt at opdele det sådan, så læseren tydeligt kan vælge mellem teori, redskaber og cases. Alt efter hvilken udvikling man er i, og hvilket behov man har for støtte, i sit forældreskab