Adskillelsen.

Det er det sværeste for mig ved moderskabet og noget jeg i sandhed skal overgive mig til. Det er også derfor, jeg skriver om det under afsnittet overgivelse. Fordi det er noget, jeg har skulle overgive mig til. Hver gang.

Jeg har også skulle overgive mig lidt til symbiosen og behovs udsættelsen, men det har faldet mig nemt og naturligt. En omvæltning selvfølgelig. Men stadig meget mere ukompliceret. At lære at behovsudsætte og glemme sig selv for en stund for at træde ind i symbiosen, tilknytningen og omsorgen for det lillebitte spæde barn.

Det er det, der ligger på den anden side af symbiosen, der har voldt mig de største problemer. Det at sætte sig selv fri igen, forandret, aldrig den samme, men stadig mere fri, fordi barnet er blevet større. At overgive sig til den (igen) nye livsfase, hvor mor og barn træder ud af symbiosen og barnet langsomt, men sikkert skal lære at betræde sine egne stier, med sin mors hånd i ryggen, men stadig på egne ben. Den fase har voldt mig problemer hver eneste gang. Fordi jeg er blevet tvunget ned i min egen smerte. Smerten af den gamle forladtheds følelse, fordi tilknytningen ikke var sikker nok for mig dengang. Den forladtheds følelse,  der har ulmet og skreget så latent i mit liv – altid. Fornemmelsen af være ladt alene tilbage, fordi der ikke var tid nok, plads nok, tilknytning nok.

Den smerte i mit eget liv har altid givet mig store vanskeligheder ved at slippe egne børn til nye faser. Jeg har gjort det – bevares.  Jeg gør det, hvis ikke egentligt, så månedligt med alle mine 3 unger. Indser nødvendigheden i at lade dem gå egne veje, kunne selv, stå selv, mestre selv, når deres egne indre selvstændigheds impulser banker for at bryde ud og finde vej.

Og ja nu står jeg her igen. Med min lille datter på 2 år, som gerne vil bryde fri af symbiosen og mig som mor, der ikke har ikke mere at give som hjemmegående mor. Jeg er brugt op. Jeg har brug for noget rum for at kunne være en ordentlig glad mor igen. Men jeg har en masse skam på det. Forkerthed. Jeg læser ting på nettet og jeg vil så gerne være sådan en hjemmegående type, der kan blive ved år efter år. Hvor moderrollen er nok og alt rigeligt. Jeg vil så gerne være HENDE.

Men jeg er ikke hende. Det har været sandt og meningsfyldt for mig at tage min datter hjem efter de 6 uger i vuggestuen for et år siden. Hun skreg på mig og jeg var stand til at høre hende, og det er jeg taknemlig for. Men lige nu råber noget i mig og det vil jeg lytte til. Noget i mig råber på at få lov at være noget andet end mor engang i mellem. Så min lille datter skal i pasning inden længe. Nok også før hun runder de famøse 2 ½ år , som jeg havde sat som en skillevej. Dikteret af hvad der føltes pædagogisk korrekt. Men sagen er, at jeg ikke har mere hjemmegående mor -krudt tilbage. Jeg skal ud og snuse til arbejdslivet uden for mit hjem og give mit besyv med.

Så nu googler jeg lidt rundt og ringer lidt rundt og så må jeg se, om jeg kan finde en løsning der virker for os begge to. Om ikke alt for lang tid tænker jeg.  Så ja endnu engang vil jeg overgive mig. Ikke til symbiose og dyb tilknytning. Der har vi lige været i 2 år.

Men til den anden vigtige del af tilknytningen. At være fri i den. At turde være et sandt og helt menneske og lytte til mine egne dybe og sande impulser, også selvom det betyder, at jeg ikke skal være sammen med mit barn hele tiden. At vise hende hvem, jeg er. Hvem jeg også er. Og jeg er altså en kvinde og en mor, der har brug for 3 dage om ugen, hvor min datter  bliver passet af en dejlig, varm og omsorgsfuld kvinde og leger med nogle søde børn på hendes alder. Og så vil jeg komme i min bil, med glade øje, en vital krop og næret sjæl og hente hende igen.

Så ja overgivelse til nye faser i moderskabet, i forældreskabet er så vigtig – og så vanskeligt. Især når vi, som jeg, kan komme til at sidde fast i nogle idealbilleder af hvordan det RIGTIGE er, mens virkeligheden er noget helt andet. Lige der opstår min skam nemlig. At ville noget, der ser rigtigt eller yndigt ud, men ikke at kunne præstere det. Jeg ville gerne være hende, der har nok i at være mor – i hvert fald i længere tid endnu. Men hende er jeg ikke. Jeg er Tina. Med saft, kraft, bevægelse og liv – og med en utæmmelig trang til at give mit besyv med. Og brug for tid til eftertænksomhed, uden et barn i skørterne engang imellem.

Så jeg tænker, vi finder vores vej min datter og jeg. Med nogle timer hver for sig, men stadig flest sammen – noget tid endnu. Jeg ved jo godt, at jeg skal give endnu mere slip senere. Som jeg f. eks gør med min ældste søn, der lige nu bliver inviteret til disko fester lørdag aften, uge-lange spejderlejre og hverdags overnatninger hos sin bedste ven.

På den anden side af tilknytningen ligger adskillelsen, siger min smukke veninde til mig, når jeg vælter rundt i alt dette. Hun mestrer dette på andre måder end jeg. Hun har ikke den samme forladthed i sin krop lige der, så det er nemmere at udleve sig selv og være mor samtidig for hende.

På den anden side af tilknytningen ligger adskillelsen.

Det vil jeg lære mig at overgive mig til nu. At turde adskillelsen, så jeg inderligt og oprigtigt kan sætte mig selv fri og herefter sætte mine børn fri af vores dybe tilknytning. Så tilknytningen lever stærkt i dem, men ikke hæmmer dem. Så de også kan leve stærke, selvstændige liv, hvor de træder deres egne stier og lyser op, hvor de kommer frem.

Tina Josephine Fjordholm