Forleden dag havde min mand og jeg en stor konflikt. Sådan en konflikt I ved, der rammer eksistensen i én og gør ondt. Sådan en konflikt, hvor man må være i hvert sit rum og bare lade smerten og ensomheden rulle igennem én, vejrtrækning efter vejrtrækning. Sådan en konflikt hvor man lader solen gå ned med ens afmagt og går i seng uden kontakt eller rækken ud, fordi ingen kan.

Sådan en konflikt kan ens børn ikke altid undgå at snappe op på. Så en af børnene kaldte på sin mor og var så ked, så ked ved sovetid.

Mig:”åh lille skat, du er så ked af det”

“jaaaa”

“jeg kommer op til dig” (har køjeseng), så kan vi sidde her lidt sammen”

“jaaa” græder mere og læner sig ind til mig, der sidder bag ved og holder om ham.

Varmen og ro spreder sig lidt og jeg mærker helt tæt, hvad der sker i den lille krop og spørger ind…

Mig:”er du bange og ked af alt det der foregår mellem far og mig”

“jaaaa”

Mig:”Er du bange for hvad der kommer til at ske med det hele”

“jaaaa”

Mig.”har du rigtig ondt i maven lige nu”

“jaaaaa”

Ingen ord kan rigtig gøre godt her, så jeg holder bare om ham og mærker sammen med ham, hvor urolig og bange han er. Vi sidder der længe i blød kontakt.

Mig:”jeg forlader dig aldrig skat og jeg vil altid være her og passe på dig”

mere ro, varme og stilhed

” kan du mærke hvad du har brug for nu”? spørger jeg

“du skal blive her”

” ja selvfølgelig”

Han falder godt til ro og jeg spørger om han vil med ud og have en lille aftenssnack i køkkenet.

Han får en skål cornflakes med mælk og jeg laver også en til mig selv og siger:

Mig:” jeg har hørt man ikke bare skal sidde her om aftenen og spise cornflakes alene”  mit smil og lidt ballade i min stemme, for det elsker den her dreng – at det ikke bliver FOR alvorligt for ham.

Han smiler stort og spiller med på legen .” ja jeg har hørt man skal spise sine cornflakes sammen med nogen”

Vi sidder der og ER sammen. Enkelt, kærligt og fyldt med kontakt. Lidt pjat og jokes, fordi igen, det elsker den her dreng. Ikke for meget alvor hele tiden.

Han kommer ind i seng og ligger smilende med de glade øjne og kigger på mig. Falder i søvn, helt elsket og tryg, formoder jeg.

Vi kan ikke tage vilkårene væk fra vores børn, men vi kan øve os i at være i kontakten, når livet buldrer og gør rigtig ondt. Være der i kontakten, så de ikke skal bære alt for meget ubærligt selv. Ligesom mange af os skulle, da vi var børn. Fordi det var sværere og mere uvant dengang. Ikke fordi kærligheden manglende, men mest fordi de voksne ikke så ofte vidste hvordan. Men det er måske nye tider nu og jeg mærker så inderligt kontaktens betydning i mit liv  og hvad det gør ved mig og mine unger, at vi indånder det her de fleste dage i fælles liv.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *