Den Type…..Hjemmegående Mødre…

 

Jeg har gennem det sidste års tid været en hjemmegående mor. Haft min datter omkring mig hver evig eneste sekund. Det har været skøøønt og jeg er glad over, at jeg gjorde det. Det har IKKE været en dans på roser. Der har været masser af frustrationer og det har været sindssygt at leve så sparsomt, da vi kun har levet af Brians løn. Men selvfølgelig har det været en gave for livet at vælge hende til på den måde. Fordybe mig så vildt i det der lille lækre mennesker, der landede på min mave for 2 år siden. Selvfølgelig har det været en sjælerejse for både hende og jeg at give den maks. gas med samvær og samhørighed. Men man siger jo, at vi skal stoppe mens legen er god – og det gør jeg så nu. Vuggestue livet kalder 1.april.

Nå men på min vej rundt i hjemmegående livet har jeg mødt mange sjove typer og mange fordomme. Både de udtalte og de der fordomme, man kan aflæse i de rynkede bryn og stemningen i samtalen.

Så her kommer de typer hjemmegående, jeg har mødt på min vej

DEN HELLIGE HJEMMEGÅENDE MOR: Tag dig i agt for denne pragteksemplar af en kvinde. Hun er enten højt hævet over os alle sammen, eller så lyver hun, så væggene driver. I hvert fald fremgår det tydelig, at hun stornyder hver eneste dag med sit yngel. Den eneste rigtige vej, i moderskabet, er den vej, hun tager. HUN vælger nemlig altid sine børn til – hver dag og evigt og altid. Hun ammer til de er 5 år og har dem i hjemmeskole til de er 15 år. Hun bander aldrig. Hun er stort set altid iført en eller anden form for uld og har sjove ting i håret. Hun spider dig og dit selvværd med kommentarer som, “den tid kommer jo aldrig igen”, “ja JEG ofrer mig jo lidt nu for mine børn” og “du vil aldrig fortryde det”. Hun kan også være den kvinde, der gik hjemme for 20 år siden, som tydeligt er stolt af sit valg og forventer tyst, at hele verden burde gøre som hende.

DEN COOL HJEMMEGÅENDE MOR: WOW der er knald på hende her. Hun går også i noget uld og sådan, men hun er lige den tand mere fleksibel og siger ting som ” ja men hvis det ikke fungere for dig mere, så….” Hun er en ret fed type og har hænderne i mange forskellige bolledeje. Hun jobber den lidt med noget undervisning ved siden af pasning af eget yngel, passer af til naboens børn for en skilling og samler områdets børn og mødre til kaffe og sang leg. Vi elsker hende alle sammen og vi vil også gerne være hende lidt. Bare lidt.

HJEMMEGÅENDE BY MISTAKE: Så er der den hjemmegående der bare er hjemmegående med ungerne, fordi livet bare blev sådan. Lidt af uheldige omstændigheder, såsom ingen ordentlige pasningsmuligheder, eller fordi hun blev fyret. Hun er den glade, happy go lucky type, som giver liv og glade dage til  alle sanglegs aftalerne, fordi hun tør sige ting som” jeg gider overhovedet ikke gå hjemme, nu blev det bare sådan og jeg har sgu en kage mere i ovnen.  Hun er ikke den, man deler de dybeste ting med, men hun er GULD værd.

DEN HEMMELIGE HJEMMEGÅENDE MOR: Hende her går hjemme med ungerne på lånt tid. Hun har nemlig ikke råd, så hun gør det på dagpenge. Måske hun er enlig eller så støtter manden hende ikke. Så ungerne har plads i vuggeren, hun bruger den bare ikke. Der er intet ekstremt over hende her, hun har bare for meget hjerte til at aflevere sit barn på 11 måneder, når hun alligevel er derhjemme uden job. Det hele er på lånt tid, men hun tænker, går den – så går den. Hun tænker bare hver måned ekstra med mit barn er givet godt ud.

DEN RIGE HJEMMEGÅENDE MOR: Kender ikke – har bare læst om hende. Hun lyder sjov – OG RIG.

DEN DEPRESSIVE HJEMMEGÅENDE MOR:Ja den her er lidt ømtålelig. Men hun findes jo i rigt mål. Måske til dels i alle hjemmegående mødre fra tid til anden. Og for nogle hele tiden. I de tilfælde, hvor der er decideret konstante depressive tilstande, kan det være lidt vanskeligt at være barn. Hvilket barn på 1 1/2 år kan rumme at gøre mor glad. Hmmmm… lidt at arbejde med her. Men de fleste har sikkert selvindsigt nok til at sende børnene  i noget pasning og få ladet lidt op alene.

DEN PENSIONEREDE HJEMMEGÅENDE MOR: Hun er hende, der virkelig ikke gider mere hjemmegående pis. Hun er hende, der sætter Dora the explorer på fjernsynet og håber at ungen i det mindste er underholdt længe nok til, at hun får skrevet et blogunderindlæg, eller tjekket facebook. Når barnet efter 10 min ikke længere er underholdt, får den hjemmegående mor ondt i maven og tænker, hvordan får jeg hende nu til at tie stille – bare lige lidt længere. Hun er den hjemmegående mor, der har elsket hvert øjeblik af hjemmelivet med sit elskede barn, selvom det også har været hårdt, frustrerende, ensomt og fattigt. Hun er den mor, der har lidt af alle typerne i sig. Hun er den mor, der ringer til vuggeren og siger plads NU. Og så tuder hun og får dårligt samvittighed. Men mest tænker hun freeeedom – here I come.

 

 

Uddrag fra min bog: Tilknytning og adskillelse

Adskillelsen.

Det er det sværeste for mig ved moderskabet og noget jeg i sandhed skal overgive mig til. Det er også derfor, jeg skriver om det under afsnittet overgivelse. Fordi det er noget, jeg har skulle overgive mig til. Hver gang.

Jeg har også skulle overgive mig lidt til symbiosen og behovs udsættelsen, men det har faldet mig nemt og naturligt. En omvæltning selvfølgelig. Men stadig meget mere ukompliceret. At lære at behovsudsætte og glemme sig selv for en stund for at træde ind i symbiosen, tilknytningen og omsorgen for det lillebitte spæde barn.

Det er det, der ligger på den anden side af symbiosen, der har voldt mig de største problemer. Det at sætte sig selv fri igen, forandret, aldrig den samme, men stadig mere fri, fordi barnet er blevet større. At overgive sig til den (igen) nye livsfase, hvor mor og barn træder ud af symbiosen og barnet langsomt, men sikkert skal lære at betræde sine egne stier, med sin mors hånd i ryggen, men stadig på egne ben. Den fase har voldt mig problemer hver eneste gang. Fordi jeg er blevet tvunget ned i min egen smerte. Smerten af den gamle forladtheds følelse, fordi tilknytningen ikke var sikker nok for mig dengang. Den forladtheds følelse,  der har ulmet og skreget så latent i mit liv – altid. Fornemmelsen af være ladt alene tilbage, fordi der ikke var tid nok, plads nok, tilknytning nok.

Den smerte i mit eget liv har altid givet mig store vanskeligheder ved at slippe egne børn til nye faser. Jeg har gjort det – bevares.  Jeg gør det, hvis ikke egentligt, så månedligt med alle mine 3 unger. Indser nødvendigheden i at lade dem gå egne veje, kunne selv, stå selv, mestre selv, når deres egne indre selvstændigheds impulser banker for at bryde ud og finde vej.

Og ja nu står jeg her igen. Med min lille datter på 2 år, som gerne vil bryde fri af symbiosen og mig som mor, der ikke har ikke mere at give som hjemmegående mor. Jeg er brugt op. Jeg har brug for noget rum for at kunne være en ordentlig glad mor igen. Men jeg har en masse skam på det. Forkerthed. Jeg læser ting på nettet og jeg vil så gerne være sådan en hjemmegående type, der kan blive ved år efter år. Hvor moderrollen er nok og alt rigeligt. Jeg vil så gerne være HENDE.

Men jeg er ikke hende. Det har været sandt og meningsfyldt for mig at tage min datter hjem efter de 6 uger i vuggestuen for et år siden. Hun skreg på mig og jeg var stand til at høre hende, og det er jeg taknemlig for. Men lige nu råber noget i mig og det vil jeg lytte til. Noget i mig råber på at få lov at være noget andet end mor engang i mellem. Så min lille datter skal i pasning inden længe. Nok også før hun runder de famøse 2 ½ år , som jeg havde sat som en skillevej. Dikteret af hvad der føltes pædagogisk korrekt. Men sagen er, at jeg ikke har mere hjemmegående mor -krudt tilbage. Jeg skal ud og snuse til arbejdslivet uden for mit hjem og give mit besyv med.

Så nu googler jeg lidt rundt og ringer lidt rundt og så må jeg se, om jeg kan finde en løsning der virker for os begge to. Om ikke alt for lang tid tænker jeg.  Så ja endnu engang vil jeg overgive mig. Ikke til symbiose og dyb tilknytning. Der har vi lige været i 2 år.

Men til den anden vigtige del af tilknytningen. At være fri i den. At turde være et sandt og helt menneske og lytte til mine egne dybe og sande impulser, også selvom det betyder, at jeg ikke skal være sammen med mit barn hele tiden. At vise hende hvem, jeg er. Hvem jeg også er. Og jeg er altså en kvinde og en mor, der har brug for 3 dage om ugen, hvor min datter  bliver passet af en dejlig, varm og omsorgsfuld kvinde og leger med nogle søde børn på hendes alder. Og så vil jeg komme i min bil, med glade øje, en vital krop og næret sjæl og hente hende igen.

Så ja overgivelse til nye faser i moderskabet, i forældreskabet er så vigtig – og så vanskeligt. Især når vi, som jeg, kan komme til at sidde fast i nogle idealbilleder af hvordan det RIGTIGE er, mens virkeligheden er noget helt andet. Lige der opstår min skam nemlig. At ville noget, der ser rigtigt eller yndigt ud, men ikke at kunne præstere det. Jeg ville gerne være hende, der har nok i at være mor – i hvert fald i længere tid endnu. Men hende er jeg ikke. Jeg er Tina. Med saft, kraft, bevægelse og liv – og med en utæmmelig trang til at give mit besyv med. Og brug for tid til eftertænksomhed, uden et barn i skørterne engang imellem.

Så jeg tænker, vi finder vores vej min datter og jeg. Med nogle timer hver for sig, men stadig flest sammen – noget tid endnu. Jeg ved jo godt, at jeg skal give endnu mere slip senere. Som jeg f. eks gør med min ældste søn, der lige nu bliver inviteret til disko fester lørdag aften, uge-lange spejderlejre og hverdags overnatninger hos sin bedste ven.

På den anden side af tilknytningen ligger adskillelsen, siger min smukke veninde til mig, når jeg vælter rundt i alt dette. Hun mestrer dette på andre måder end jeg. Hun har ikke den samme forladthed i sin krop lige der, så det er nemmere at udleve sig selv og være mor samtidig for hende.

På den anden side af tilknytningen ligger adskillelsen.

Det vil jeg lære mig at overgive mig til nu. At turde adskillelsen, så jeg inderligt og oprigtigt kan sætte mig selv fri og herefter sætte mine børn fri af vores dybe tilknytning. Så tilknytningen lever stærkt i dem, men ikke hæmmer dem. Så de også kan leve stærke, selvstændige liv, hvor de træder deres egne stier og lyser op, hvor de kommer frem.

Tina Josephine Fjordholm

 

Marte meo princip 1 – At Se Og Følge Initiativet

Marte meo metoden er udviklet af hollandske Maria Aarts i 1987. Marte meo betyder – ved egen kraft. Maria Aarts udviklede metoden ved at studere det naturlige samspil i velfungerende familier, så hun bedre kunne støtte familier med vanskeligheder. På den måde definerede hun disse marte meo principper, som kan understøtte det sunde og udviklende samspil mellem børn og voksne. Jeg vil i en blog-serie undervise i de 5 grundlæggende marte meo principper.

Se marte meo introduktion her

Se marte meo princip 2  her

Nu skal det handle om det første marte meo princip. At se og følge initiativ.

De fire initiativer: Først skal vil jeg fortælle om de fire typer initiativer børn tager.

1)Følelsesmæssigt initiativ – vise glæde, blive vred, smile, le, blive genert, usikker, bange, begejstret. Essensen er “jeg føler…”

2) Handle initiativ – række ud efter noget, bygge noget, tegne, kaste med noget, hoppe, danse, gå. tage legetøj frem, rydde legetøj væk. Essensen er “jeg gør…”

3) verbalt initiativ – fortælle noget, dele en følelse, spørge om noget, sige synge, sige rim og remser, udtrykke vrede, udtrykke et behov. Essensen er “jeg taler…”

4) Opmærksomheds initiativ – iagttager noget, kigger på noget, holder øje med ting eller mennesker. F.eks spædbarnet der kigger kigger på lysstrålen på væggen eller den nyfødte der kigger en dybt i øjnene. Eller barnet der iagttager nye situationer, inden det føler sig trygt. Essensen er “jeg iagttager…”

Det er de 4 typer initiativer vores børn tager hele dagen lang. Nogle børn tager flest handle initiativer, men har ikke så mange ord. Andre børn snakker hele tiden, men “gør” mindre. Nogle børn tager mange opmærksomhedsinitiativer og iagttager ofte livet omkring dem. Eller måske dit barn viser mange følelsesmæssige initiativer.

Et sundt barn tager alle 4 typer initiativer. Der kan sagtens være overvægt af nogle initiativer, men det er vigtigt at du ser dit barn tage alle slags initiativer i løbet af dagen.

Forældre der ser initiativ: Det er nemlig det allerførste skridt til det gode og kærlige samspil mellem dig og dit barn. Dig, der som forældre lægger mærke til dit barns initiativer. Barnet har selvfølgelig brug for din positive respons på de initiativer, det tager, det er klart. Men før du kan respondere positivt på dit barn, skal du kunne se dets initiativ. Vi kan også se det som en bold, barnet kaster hen imod dig. Og barnet vil gerne at du griber bolden og spiller den tilbage. Men du kan ikke spille noget bold nogen steder hen, hvis ikke du har fået øje på bolden. Så derfor: Se initiativet.

Et eksempel kan være den lille 2 – årige, der hiver og slæber sin stol hele vejen gennem køkkenet, fordi hun vil op og tage en kop ud af skabet, fordi hun er blevet tørstig. Det kan meget nemt ende som en konflikt, fordi det kan se ud som om barnet bare laver noget skørt og dumt med den stol og laver ridser i gulvet. Så siger vi måske nej, sætter stolen på plads og hvis barnet er træt og uoplagt, så har du jo en kæmpe konflikt og en skrigende utilfreds 2- årig.

Men hov lad os lige se… Det var jo egentlig bare et handle initiativ, barnet tog. Lad os nu lige se, hvad der sker, når vi ser initiativet. Følger det. Okay, barnet hiver og maser stolen hen til overskabet, hvor kopperne står. Kravler op på sin høj stol og tager en kop ud. Kravler ned igen og hiver og maser stolen hen mod vasken, kravler igen op på stolen og tænder for vandet, rækker sin lille kop under strålen og sætter koppen for munden og tømmer koppen for vand i en stor tår. Den lille var jo bare rigtig tørstig… og tog en masse meget fine handle initiativer. Så du dem? Kunne du følge initiativer med nysgerrighed? Eller havde du travlt og fik bremset alle de fine handle initiativer, barnet tog.

Det er det første skridt til det gode og kærlige samspil mellem dit barn og dig. At se initiativet. Og følge det. Men allerførst se. Få øje på.
Hvis du er meget stresset og meget hurtig, er det svært at se barnets initiativer. Det var mit store dilemma, da jeg startede min marte meo rejse. Jeg havde ofte så travlt, så jeg fik bremset nogle fine initiativer fra mit barn. Jeg kalder det voksen-hurtig. Vi giver lige barnet jakken på, selv om det selv er gået i gang. Vi smører lige smøret ordenligt ud, selvom barnet selv er i gang. Vi børster lige håret færdigt, selvom barnet gerne vil selv. Voksen-hurtig er nemt på den korte bane, men det skaber ikke selvstændighed og tro på egne evner på sigt. Når vi gang på gang får bremset barnets egne initiativer, fordi vi simpelthen ikke får rigtig øje på dem, ja så vil det skabe en utilfreds og frustreret indre tilstand i barnet. Barnet føler mig ikke set.

Det er ofte her alle de uforståelige konflikter opstår. De konflikter, hvor vi tænker, whaaat, er mit barn blevet tosset, fordi det skriger eller protesterer så meget over noget så ubetydeligt. Men vi skal jo forstå, hvis et barn har taget 5 velmenende, samarbejde initiativer og det bare er blevet bremset uden at være blevet set eller fulgt, ja så gør det faktisk rigtig ondt i den lille barnekrop. “Hvorfor er jeg ikke vigtig, kan mor ikke lide mig, hvorfor må jeg ikke prøve at tænde vandhanen? Det er meget på spil for det lille barn, der konstant er ved at lære verden at kende. Marte meo forkæmper i Danmark Pernille Roug, sagde på mit første kursus ” hvis alle kunne følge hinanden mere i denne verden, så ville mange problemer og konflikter ikke opstå. Det er jeg helt enig med. Så det er er noget helt essentielt og eksistentielt på spil her. Når vi ser og følger et barns initiativer – ærer vi deres væren i denne verden. Vi viser på et dybt niveau – hey du, jeg ser dig og det du er.

Men hvordan følger jeg mit barn: Jo f.eks. når dit barn kigger på noget spændende og ikke har sprog endnu, så kan du følge initiativerne ved at sige:

“Ja du kigger på traktoren”

“Ja der var en fugl, der fløj”

“du så lige bussen køre”

“Ja det er spændende med mors nøgler”

Ja der er sjovt at storebror pjatter med dig”

eller hvad barnet nu end er optaget af.

Når du som forældre ser og følger dit barn, så giver du din tid, kærlighed og fulde opmærksom. Og dit lille barn ved intet bedre end det.

Så kære forældre. Hvis du oplever lidt for mange scenarier med et skrigende og utilfreds barn, der er gået i baglås, så har det rigtig ofte noget at gøre med initiativer, der ikke er blevet set og fulgt at gøre. Der er ikke noget galt med dig, eller dit barn. Der er bare lige noget, der skal øves lidt. At se og følge barnets initiativ.
I de følgende indlæg kommer jeg ind på, hvordan vi responderer positivt på alle disse fine initiativer. Men først. Se. Få øje på. Følg. God fornøjelse.

 

Hvad er marte meo?

Marte meo metoden er udviklet af hollandske Maria Aarts i 1987. Marte meo betyder – ved egen kraft. Maria Aarts udviklede metoden ved at studere det naturlige samspil i velfungerende familier, så hun bedre kunne støtte familier med vanskeligheder. På den måde definerede hun disse marte meo principper, som kan understøtte det sunde og udviklende samspil mellem børn og voksne. Jeg vil i en blog-serie undervise i de 5 grundlæggende marte meo principper.

Se 1. marte  meo princip her

Se 2. marte meo princip her

Metoden består kort sagt af 5 grundlæggende principper samt brug af video optagelse i terapien. En typisk marte meo forløb tager 4-6 gange. Det vil sige 4-6 gange, hvor der bliver filmet i dagligdags situationer og efterfølgende tilbage meldt til forældre. En meget karakteristisk ting ved marte meo er at vi som udgangspunkt kun bruger positive klip, når vi viser klip til forældrene. Det gør vi ud fra devisen om, at det vi som mennesker fokuserer på, vokser. Så når forældrene ser sig selv agere støttende, varmt, kærligt, med lederskab, eller anden positiv fremtoning i klippene, så vil den type adfærd blive mere og mere tydeligt i samspillet.

Den fejlfinder kultur vi desværre lever i, får altså ikke særlig gode vilkår i et marte meo forløb. Heldigvis.

Jeg vil lige skynde mig at indskyde at metoden bruges også i daginstitutioner, plejehjem og i skolen i samspillet mellem lærer og elever. Det er altså en bred vifte af muligheder, hvor metoden kan bruges. Jeg arbejder mest med familier, så derfor er det det jeg skriver mest om.

Jeg vil i fem indlæg den kommende tid lave en kort præsentation af de fem grundprincipper og hvordan du som forældre kan støtte dit barn gennem disse 5 grundprincipper i dagligdagen.

De fem principper er:

1)At se og følge initiativ. (LÆS HER)

2)At positivt bekræfte barnets initiativer (LÆS HER)

3)At sætte ord på barnets og egne initiativer

4)Turtagning

5)Positivt ledelse

Stay tuned!!

Tina Josephine Fjordholm

 

 

 

 

Et liv med liv

Jeg har altid levet mit liv i ryk. I perioder går jeg ret dybt ind i mig selv og funderer. Mærker efter og søger intenst efter svar. Det er ikke de nemmeste perioder i livet. Det er ikke altid kønt. Men det er ægte og det er en del af livet. Mit liv i hvert fald.

Der har jeg lige været igen. I dybet og i stilheden. Hvor ordene ikke kan finde sin vej frem til de, der spørger. Hvorfor, hvordan og den værste – hvad vil du?

Giv mig lidt tid. Giv mig et vindue, jeg kan kigge ud af og en varm kop te, jeg kan lune mig ved. Giv mig ro, så jeg et øjeblik, kan kigge i mit hjertes dyb og huske hvem jeg er.

Jeg har lige glemt det et øjeblik eller to. Jeg havde en drøm om noget med en bog og en udgivelse, som ikke blev lige nu. Det svier i mig. At det ikke er nu. Men lige ved siden af skuffelsen, ligger også en lettelse.

For sandheden er jo også, at jeg er hjemmegående mor med min lille datter, som bruger mine timer så flittigt. Hun bruger alle mine dagstimer med al sin sødme, varme kram, store livkloge blå øjne, de lyse krøller i nakken og vores inderlige kærlighed til hinanden. Vi bruger dags timerne sammen, min datter og jeg, i det her forunderlige liv.  Det gør vi, og når jeg tager de realistiske briller på, ved jeg også godt at min tid med denne her pige lige nu, ikke skal sluges af en bogudgivelse.

Så den sviende ting i kroppen er skuffelsen over den drøm, jeg må ligge fra mig. Drømmen om at få udgivet min bog lige nu. Og her efter at jeg har sundet mig, haft utroligt ondt af mig selv og vadet rundt i den der selvmedlidenhed, der bare aldrig har klædt noget menneske, er jeg atter klar til at rejse mig op, ryste min krop og lade tårerne tørre ind og frydes over alt det, der er. Al den kærlighed, jeg får lov at være i og med hver evig eneste dag.

F.eks. min empatiske 8 årige dreng, der en dag her i juleferien har kigget på mig med oprigtig interesse og omsorg og sagt: “det er vist en hård dag mor”

Hvortil jeg ærligt svarede: “ja det er min dreng, jeg har en rigtig svær dag lige nu”. Drengen der kigger på mig og siger:”Det kan jeg godt forstå mor, det kender jeg godt”

Hvorefter  jeg selvfølgelig tager ham i hånden og siger: “Hvor er det dog dejligt at være sammen med dig, Mattias. Du er sådan en vidunderlig dreng. Og så kører vi afsted, hånd i hånd, til Rødovre for at finde et særligt pokomon kort til knægten.

Eller drengen på 6 år, der hver dag tager både store og små skridt i ud det sociale liv, han trives så godt i. Den fryd det er, at se ham udfolde sine store sociale evner med byens børn. Altid er han fyldt med energi, sjove ord, og kloge betragtninger om livets konstruktion. Vi havde forleden en samtale om en genbo, der er meget vred på os. Sådan lidt ala Krumme familiens vrede underbo. Vi larmer og fylder, som familier med 3 børn jo gør ind imellem. Den 6 årige tænker lidt over det faktum at denne vrede nabo har smidt med en drengenes cykler, som lå glemt i en hæk. “Hun har nok bare haft en smadret barndom, mor. Tror du ikk.? ” Jo min skat, svarer jeg ham, det kan meget vel være at hun har det, min skat.

Og så er der jo også den lille pige, som bringer os lys og harmoni med sin væren. Hende som kysser og krammer så åbenhjertet. Deler rundhåndet ud af sin kærlighed, så vi bliver helt bløde og runde indeni. Hun sidder der ved spisebordet og kigger rundt på os. Peger koncentreret og fortæller, hvem vi er. Moar, bar, ias og bastian og dig (hende selv). Vi ler med hende og hendes øjne stråler.Taknemligheden stryger lige i mit hjerte, tænk jeg får lov at opleve sammenhørigheden med præcis de her mennesker, lige nu. Det er min himmel på jord. Og den vil jeg gribe.

Så må bogudgivelse være bogudgivelse lige nu, jeg har en familie der kalder. Balancen vil opstå en dag.

 

 

1 2