Snart for 10 år siden, var ni måneders venten, asen og masen ved at være til end

Snart for 10 år siden, var jeg så tæt på at give op

Snart for 10 år siden, hvor jeg så bange

Snart for 10 år siden, var alvoren indtrådt i stuen, da de gik op for begge jordmødre, at den her hjemmefødsel var tæt på at blive alvorlig.

Deres smil og anekendende ord blev erstattet af alvor, seriøsitet og jeg kunne lugte frygten. Ikke min egen – den havde været der i mange timer, nej jeg kunne lugte deres.

Åh jeg var så bange og det var en vanskelig fødsel… Men min søn, vores søn, han kom til verden. Først lå han der efter sin lange rejse og trak ikke vejret og var livløs og blå. Jeg mærkede jordmødrenes panik og jeg mærkede mit hjerte blev til is. Jeg bøjede mit hoved i bøn uden overhovedet at tænke og så bad jeg, mens jordmødrene arbejdede på ham…. “Lad ham leve, lad ham leve, kære Mattias, træk vejret min dreng, træk vejret, bliv hos mig” Jeg bad dybt og inderligt og pludselig var han der. Han fik liv, han fik luft og hjertet mit strømmede over af taknemlighed og kærlighed. Han ville gerne leve. Jeg skulle være hans mor.

Mit første møde med min søn var så inderligt og fuld af mening, liv, kontakt og kærlighed. Og sådan er det forsat. Den drengs færden i mit liv – kaster stor mening, kærlighed og styrke omkring mig.

For min ældste søn, han er helt sin egen. Går de veje, han vælger selv. Uanset hvad andre vil. Det driver mig til vanvid, fordi det altid både har været mit talent og min egen forbandelse – at altid ville gå sin egne veje. Livet er ikke nemt på den måde, men det er fuld af mening, mod, styrke og kærlighed. Og den vej ser han også ud til at vælge. Ham min ældste søn.

Ham der brøler fra sit hjertes dyb, når han er vred, så ingen er tvivl om hans styrke.

Ham der på den ene side er så distræt, at han kommer til at gå i skole med natbukser på under tøjet, eller uden underbukser under tøjet, men samtidig er så vis og renhjertet og forstår livets underfundigheder

Ham der sætter liv og ballade alle vores middagsstunder

Ham der spørger om gud, liv, død, mening og livets dybde på en helt almindelig tirsdage.

Ham, jeg bliver vred på, fordi han insisterer på at ville finde sin egen vej – hele tiden.

Ham der sætter mig på plads og siger ting som…..

“mor, jeg mener noget andet, man kan godt mene noget andet end andre, mor.,

” sådan er jeg bare”

“jeg ved VED, det er sådan”

Eller “hold dog op med at snak så højt mor”

Ham der med de reneste øjne fulde af kærlighed, visdom, livsglæde og til tider sørgmodighed har kapret hvert eneste fiber i mit hjerte, siden han landede der og trak vejret sammen med mig for 10 år siden

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *